Virginie Despentes: Vernon Subutex 1 - Fransklisten

Aller au contenu

Menu principal :

Virginie Despentes: Vernon Subutex 1

Bøger > Boganmeldelser



Tiderne Skifter
327 sider. Pris 299,95 kr
Udgivelsesdato: tirsdag d. 29. november 2016
Så er første bind i Virginie Despentes' trilogi om Vernon Subutex klar på dansk, og det er en god nyhed, for her er der en bog, der i en barsk og ligefrem facon beskriver det moderne samfund, som det netop nu tager sig ud i Frankrig. Bogen kunne dog lige så godt foregå i andre storbyer, for den beskæftiger sig med de mennesker, der lever i vores urolige tid, hvor sammenhold ofte svigter og egoismen vinder frem.

Vernon Subutex er hovedpersonen. Hans lidt specielle efternavn henviser til et middel som man giver folk der lider af mangel på stoffer, og fornavnets oprindelse skal måske forståes som et elletræ i fuldt flor. Tidsmæssigt er det den lidt sorgløse tid med musik, stoffer, samvær og sex i 80'erne og 90'erne, men tiden er blevet anderledes efter årtusindskiftet. Det gælder også for Vernon, der først arbejdede og senere overtog en pladebutik med vinylplader. Han var tæt på musikmiljøet og kendte til al musik i perioden. Det fremgår også i bogen, hvor vi fodres med musiknavne og musikcitater i alle sammenhænge. De understreger personernes sindstilstand og stemningen på det pågældende tidspunkt. Der er endda lavet en fransk webside med en oversigt over citater og musikere (http://www.vernon-subutex.fr/), som det er interessant at konsultere.

Vernon mister sin butik, isolerer sig og ender med at blive smidt ud af sin lejlighed på grund af manglende betaling af husleje. Bogen følger nu hans videre færd, hvor han bor hos venner og bekendte, et par damebekendtskaber, men det går galt hver gang, og til sidst ender han som bums og uden fast bolig på gaderne i Paris.

Tidligere havde Vernon klaret huslejen takket være vennen Alex Bleach, en kendt sanger, der betalte for ham. Alex Bleach bliver imidlertid fundet død en dag, men inden da har han indspillet en slags selvportræt på video en dag han besøger Vernon. Vernon får aldrig set båndene, men gemmer dem. Det slipper dog ud, at Vernon har disse bånd, og dem er der flere der gerne vil have fingre i bl.a. for at skrive Alex' biografi. Dette udgør et andet handlingssæt i bogen, og nedturen og videobåndene knyttes sammen via en del personer uden at Vernon helt forstår det. Han prøver at flygte fra virkeligheden, drømmer sig bort i ubehagelige situationer, men oplever trods alt i bogens slutning, hvor alvorligt glad han er for at være i live.

Det er et herligt galleri af bipersoner: tidligere pornostjerner, tidligere musikere, en frustreret manuskripforfatter, en kynisk filmproducent, en trader på coke, ja der er mange flere, der alle på en eller anden måde kompletterer det billede af et samfund, hvor alle føler sig jaget og undertrykte. Et samfund der lever mere på de sociale medier end i det virkelige liv, der dog trods alt vises fra nogle barske sider, da Vernon må tigge sig til føden.

Virginie Despentes er jo kendt som lidt af en skandaleforfatter med sine provokerende bøger og film, og den stærkt kritiske side slår også tydeligt igennem i denne bog, hvor hendes skrivestil også kan virke provokerende i sit ordvalg og billedsprog. Men ofte er de lange opremsninger ret morsomme: "Grebet af raseri havde hun trollet hans Facebook side og alle hans venners - løgner, tyv, snylter, psykopat, terrorist, børnemishandler, hønseknepper." (p. 169)  Der er virkelig mange perler i denne samfundskritiske trilogis første bind.

Bogens store temaer er narko, sex, musik, arbejdsløshed, ensomhed, vold og frustration for blot at nævne de vigtigste, alle er de udsprunget af manglen på at finde en mening med tilværelsen, der kan holde. Der er måske enkelte der kan finde et håb i religionen ved at gå med tørklæde eller søge den rigtige kærlighed, mens andre f.eks. Patrice, der ofte er meget voldelig, har andre tilgange. På et tidspunkt kommer han i en samtalegruppe, da hans kone Cécile har forladt ham. "Skiderikkerne i samtalegruppen var alle sammen nogle svin der bankede deres koner, men de turde ikke slå på andre mænd. Ærligt talt, meget kunne man sige om Patrice, men han gjorde ikke forskel. Han tæskede alle. Det var han godt tilfreds med - han var ikke bange på nogen." (p. 239)

Vernons sidste tanke ved bogens slutning "jeg er en bums der ligger på en bænk højt oppe på en bakke, i Paris. " (p. 327) får virkelig én til at længes efter fortsættelsen i næste bind! Hvordan vil det mon gå ham?


Jens Peder Weibrecht
Hals, 25. november 2016

Retourner au contenu | Retourner au menu