Connie Pedersen: Les prix grimpent - Fransklisten

Aller au contenu

Connie Pedersen: Les prix grimpent

Bøger > Anmeldelser af undervisningsbøger

Hæftet kan købes på www.acces.dk eller direkte på www.saxo.com.

Pris 25 kr
Connie Pedersen er aktuel igen denne gang med et pragtfuldt lille tema-hæfte på 52 sider med den meget aktuelle titel: Les prix grimpent.
Det er et særdeles aktuelt emne både i Frankrig og i mange andre lande i Europa, så det er et godt emne, hvor danske forhold også kan inddrages.

Det har fem hovedafsnit: 1. L’inflation (lette tekster),  2. Le pouvoir d’achat (Købekraft) (sværere tekster)  3. L’énergie (Energispareråd) (lette tekster)  4. Un coup de pouce (Hjælpepakker) (sværere tekster) 5. Manifestations (Demonstrationer) (sværere tekster) samt et lille Lexique économique med centrale gloser.

Som man kan se, er der tilbud til flere niveauer og en klar opdeling i temaer. Connie Pedersen har igen lavet et særdeles brugbart og aktuelt hæfte lige til at tage ind i undervisningen med mulighed for at udvælge dele eller måske inddrage hele hæftet.

Der er som sædvanlig et stort antal forslag til øvelser og aktiviteter skriftligt som mundtligt, hvor mange er rigtig fine f.eks. kan man i det første stykke trykke på et link og høre centrale sætninger læst op på fransk og samtidig se illustrationer til teksten. Flot!

Der er links til en række videoer f.eks. fra YouTube. Illustrationsmaterialet er overvældende og billedmaterialet er af meget fin kvalitet og skildrer Frankrig på en anden måde.

Jeg har kun lovord og superros for dette hæfte der trods sit beskedne omfang er en sand guldgrube for enhver fransklærer. Køb det dog uden at blive fattig, men snarere rig for det koster kun 25 kr.


Jens Peder Weibrecht
Hals, 3. december 2022
Retourner au contenu