Sylvie Bocqui: En pige som hende - Fransklisten

Aller au contenu

Sylvie Bocqui: En pige som hende

Bøger > Boganmeldelser



Udkommet 11. august 2020
Oversættelse: Hans Peter Lund
118 sider/199 kr

Forlaget Etcetera
etcetera-forlag.dk
Sylvie Bocqui: En pige som hende

Tidligere har forlaget Etcetera udgivet to romaner af Sylvie Bocqui: En sæson og Uendelige muslinger, som vi har haft stor fornøjelse ved at læse. Med denne tredje roman på dansk får vi bekræftet, at det er et stort forfatterskab, selv om romanen kun er på ca 100 sider.

Det er en erindringsroman om et forhold, der startede da fortælleren var 16 år og på ferie på Korsika, men det er ikke en kronologisk fremstilling, men nedslag i en række punkter set på stor afstand nu, hvor fortælleren er blevet 35 år ældre. Selvfølgelig er der en lille historie om, hvordan hun bliver forelsket i en lidt ældre pige, men som hun siger: "Jeg elskede ikke en af mit eget køn, jeg elskede en af min egen slags." Hun er nemlig fortryllet og besat af den pige/kvinde, der bryder alle former for konformitet og grænser for, hvad en pige kunne på det tidspunkt i 1970'erne.

Det lille eventyr får en brat ende, da forholdet bliver opdaget af den onkel, hvis hus hun er på ferie i. Hun bliver sat på den næste flyver hjem. De to ses kun sporadisk derefter, men holder lidt kontakt gennem breve. De mødes mange år senere, men det er samtidig afslutningen på deres historie.

Bogen er ikke skildringen af et lesbisk forhold, for det seksuelle antydes kun svagt, men det er historie om en frigørelse og en skabelse af en ny personlighed opstået af betagelsen af den fremmede pige. Det er også historien om en hemmelighed, da man jo ikke på det tidspunkt åbent kunne vise sig tiltrukket af samme køn. Gennem erindringen genskabes den intensitet der har været i oplevelsen ved hjælp af punktnedslag. Dette betyder også, at vi får en række meget korte kapitler i bogens fem store afsnit. Vi skal fastholdes i øjeblikket for at kunne få indtryk af en voldsom passion, som opstår pludseligt og efterlader stor fortvivlelse efter ferien på Korsika, men som dør hen og efterlader et smukt minde og en kvinde, der på mange måder har opnået det hun ønskede. Hun har levet sin nye identitet.

Sylvie Bocquis stil er præget af en præcision og udelukkelse af unødvendige elementer, hun er sanselig og poetisk. Overraskende i sin måde at beskrive landskaber, men også i sin måde at lave dialoger på. Et godt eksempel er kapitlet, da de mødes igen efter mange år, her er et udsnit: "Jeg spurgte dig aldrig. Jeg er trofast.Elskede du mig? Hvilke fugle? Du har glemt det. Du ville vide, om en fugl, der flyver, vejer noget. Det har jeg glemt.Har du spist frokost? Det er et smukt sted, Ulven.Jeg drikker ikke mere. Jeg elsker dig stadig." Læseren må selv forsøge at finde ud af, hvem der spørger, hvad der svares eller ikke besvares.

En kort bog, hurtigt læst, men én man har liggende i baghovedet, for hvordan skal vi holde fast i følelser, oplevelser?



Jens Peder Weibrecht
Hals, 4. september 2020
Retourner au contenu