Antoine Choplin: Efter mørkets frembrud - Fransklisten

Aller au contenu

Menu principal :

Antoine Choplin: Efter mørkets frembrud

Bøger > Boganmeldelser

&c. Forlaget Etcetera
Udgivelsesdato 26. april 2016

Oversat fra fransk af Anne Marie Têtevide
Roman, 140 sider
Normalpris: 229,95 kr.
ISBN: 978-87-93316-08-9
Udkommer også som e-bog (ISBN: 978-87-93316-09-6)

www.etcetera-forlag.dk
Antoine Choplin: Efter mørkets frembrud.

Igen en bemærkelsesværdig udgivelse fra Forlaget Etcetera! og sørgelig aktuel, da den bliver udgivet 30 år efter atomulykken i Tjernobyl, der er baggrunden for romanen. Bogen blev udgivet i Frankrig i 2012 med titlen La nuit tombée og er her på bedste vis oversat af Anne Marie Têtevide

Vi starter med at følge Gurij, der forlader Kiev på motorcykel med en anhænger. Han har lavet sit eget system for at fastgøre anhængeren, men har problemer med den meget ujævne vej, der får anhængeren til at vippe. Hvor skal han dog hen og hvad er det der er sket? Langsomt får vi at vide, at han er på vej til den lukkede zone omkring Tjernobyl, to år efter katastrofen. Han boede i byen Pripjat, der måtte evakueres efter ulykken. Han krydser en flok køer, men en ung pige fortæller, at man ikke skal drikke deres mælk, da den er forurenet, men samtidig er der andre, der bare drikker den og siger, at det er noget vrøvl. Gurij synes at "vrøvl" er et sjovt ord. På den videre færd er der nu forladte huse langs vejen, men området er nu "ribbet for enhver levende sjæl".

Gurij standser ved et hus, hvor hans gode venner Jakob og Vera bor. Tidligere var det rammen om gode oplevelser med venner og familie, men nu bliver vi vidner til et forfald, der ikke kun gælder området. Jakob er også ramt: "Ansigtet er uigenkendeligt. Han har mistet håret og huden over hans kranium er gennemsigtig." Hos Jakob og Vera møder han andre, der på forskellig vis psykisk og fysisk er ramt af ulykken, og han får at vide, at de fleste af de gamle venner er borte. Gurijs egen lille familie er også ramt: hans kone lider af angst, og datteren Ksenia er dødssyg. Vi får også at vide, hvad det er Gurij vil til Pripjat efter og følger ham på hans farefulde færd til byen, hvor vi får kendskab til oprydningsarbejdet, selvlysende skove og en egn der trods de farlige partikler stadig hjemsøges af tyve og røvere. En barsk historie.

Gurij får følgeskab af Kuzma, der også selv har boet i zonen som barn. Han fortæller om byen: "Spøgelsesbyen. De tomme boligblokke, græsset, som vokser i sprækker i betonen... Men efterhånden, så er det, der ender med at springe dig i øjnene, snarere denne her saft, som pibler frem alle vegne, som et eller andet, der stadig har et hjerteslag..... En verden, som fortsætter uden os. Hvad?" Rædslen bliver stor, når man står over for en by uden mennesker, men som alligevel virker levende. Det virker utroligt stærkt skildret med de små virkemidler, for en katastrofe som Tjernobyl kunne have lagt store dele af Europa hen uden menneskeliv. Kuzma anslår det selv til at være djævlens værk. Beskrivelsen af den forladte by, hvor bl.a. et stort pariserhjul står tilbage, får Gurij til at tænke på de dejlige stunder med fest og forår den 1. maj, nu er alt tomt. Kuzma råder ham til ikke at røre noget uden handsker: "Man er nødt til at passe på plutoniummet, heromkring. En tusindedel gram i maven, og du er væk om et halvt år."
Vi får en række oplevelser, hvor vi trænger ind i Gurijs tanker og følelser. Hans univers er ved at falde sammen: "Han føler sig fastlåst i et mærkeligt landskab, hvis konturer lige så meget er optegnet af hans eget indre som af omgivelser." Lydene er væk, og de bliver opskræmte af en fugl, der pludselig letter. Tavsheden fra rummet får én til at tænke på Pascals "Den evige tavshed fra det endeløse rum forfærder mig." Det er mageløst beskrevet, hvordan oplevelse må være af at befinde sig i denne forbudte zones spøgelsesby.

Antoine Choplins evne til at fortælle om konsekvenserne af disse forfærdelige begivenheder og deres pludselig nedslag over uskyldige mennesker, der aldrig kommer over det, selv om de bevarer et godt helbred, er formidabel. Det er en bog med stor dybde, og som giver anledning til mange tanker om vores skrøbelige liv. En intens beskrivelse af en forurenet verden, men hvor de få mennesker, vi møder, viser stor styrke, næstekærlighed og opretholdelse af en menneskelig værdighed. Det er den positive modsætning til det djævelens værk, som zonen nu er.

En bog man bør læse specielt nu 30 år efter katastrofen, der måske ikke bliver den sidste.

Jens Peder Weibrecht
Callas, 17/4 2016



Retourner au contenu | Retourner au menu