Tahar Ben Jelloun: Honning og malurt - Fransklisten

Aller au contenu

Tahar Ben Jelloun: Honning og malurt

Bøger > Boganmeldelser




Udkommet 9. september 2022
Oversat af Inge-Lise Dalager
204 sider
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
En fortræffelig roman af Tahar Ben Jelloun, hvor der måske er lidt mere malurt end honning i skildringen af et familieliv og i større perspektiv i skildringen af Marokko.

Når man læser de første linjer af starten på bogen ”Jeg bor i en underetage, der ligger så dybt, at jeg nogle gange sidestiller den med en grav”, så er man klar over, at der venter en grum historie.
 
Bogen er bygget op i en række korte kapitler, hvor bogens personer taler. De vigtigste er Mourad og hans kone Malika og deres datter Samia.
 
Mourad og Malika er enkle og beskedne mennesker. De var bestemt til et lykkeligt ægteskab, men så skete ulykken, katastrofen, og siden tragedien, der ramte dem, har de boet i kælderen i deres hjem, et hus, der knuser dem, håner dem, langsomt dræber dem. Det var skuepladsen for deres lykke, nu vil det være vidne til deres ulykke.
 
Deres ægteskab er blevet til en monstrøsitet med så meget had og så meget vrede! Nu er der krig mellem dem.
 
Mourad er ærlig, aldrig i sit liv vil han røre en beskidt krone. Men han kan ikke nå at komme ud af det, og under pres fra sin kone slutter han sig til kohorten af ​​de korrupte. Korruption virker som et rusmiddel. Malika er gerrig, men vi have penge, så hun kan måle sig med de andre kvinder i kvarteret. Hun har magten i parret og håner Mourad for ikke at være en rigtig mand.
 
Tahar Ben Jelloun beskriver med blufærdighed og præcision den umulige kommunikation og den fælles skyldfølelse hos forældrene, der synker ned i en ynkelig og elendig alderdom.
 
Datteren ​​Samia, en lysende ung pige, med stor følsomhed, som ingen omkring hende ser, hendes skrøbelighed og hendes behov for ensomhed, hun stoler på ord og poesi for at redde hende fra kedsomheden og middelmådigheden i samfundet. Hendes forældre ser det ikke i deres optagethed af sig selv. Til sin ulykke møder hun en pædofil pervers (virkelige begivenheder inspirerede denne bog). Denne forbryder vil bruge Samias passion for poesi til at lokke hende ind i sit net.
 
Bogen drejer sig om mere end et forkvaklet familieliv, for det er nærmere Hassan IIs Marokko, der er baseret på frygt, en knusende religion, en accepteret korruption og et samfund, hvor kvindens plads er bestemt via arrangerede ægteskaber. Et samfund hvor pædofili ikke straffes hårdt.
 
Mourad har kæmpet imod, men ender med at erkende: ”Billedet af mig var ikke længere sløret som i begyndelsen af min karriere. Nu var det klart og præcist. Det var billedet af en tilfreds, dum skid, en god, korrupt, utro marokkaner.” og han siger også: "Et land, hvor der bygges flere moskeer end skoler eller hospitaler, er et færdigt land. Der kommer ikke noget godt ud af det. »
 
Denne mørke historie beskriver Tahar Ben Jelloun med en stor åbenhed, en historie om et nedbrud på det personlige, men også på det statslige plan.
 
Tahar Ben Jellouns sprog og stil er som sædvanlig en lys oplevelse og oversættelsen rammer det til punkt og prikke.
 
Er en absolut anbefalelsesværdig og dyb bog.
 
 
 
Jens Peder Weibrecht
 
Callas, 15. oktober 2022
Retourner au contenu