Natacha Appanah: Voldens vendekreds
Bøger > Boganmeldelser
Udkommet 15. december 2020
Oversat af Laila Fink Thullesen og Christine Berlioz
145 sider
Vejl. udsalgspris: 228,- kr
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
"Det kommer aldrig til at ske i et fransk departement" (p. 113) er et stærkt udsagn i Nathacha Appanahs bog Voldens vendekreds, der netop er udgivet på Arvids Forlag. Hun er født på Île Maurice, men hendes meget omtalte roman, der nu er oversat til dansk (stor ros til oversætterne), foregår på Mayotte, der rent faktisk er et fransk departement. (Læs videre om det her om Mayotte).
Som det flere gange siges i bogen er Mayotte en del af Frankrig og EU, men når man læser denne barske skildring om forældreløse unge på øen, et slumområde som de kalder "Gaza", forsvinder nogle af de forestillinger, man måtte have om en paradisisk ø, og man har svært ved at tro, at det sker i et fransk departement!
Bogens fem hovedpersoner er talerør i afsnit, der veksler med hinanden, men som dog fører frem mod et klimaks i bogens sidste afsnit. De fem er Marie, sygeplejerske fra Paris, der flytter til Mayotte med sin mand, der stammer fra Afrika. De bliver skilt, men Marie tager sig af en lille dreng, der er kommet ind med en bådflygtning. Han hedder Moses og er speciel ved at hans ene øje er sort, det andet grønt. Bruce er tilnavnet på en bandeleder i Gaza, som "tager sig af" Moses, 13 år, da hans "mor" dør. De to sidste stemmer tilhører Olivier, politibetjent og Stéphane, frivillig der arbejder med unge.
Bogen er skrevet med de fem stemmer, der hver især har deres holdning. Sproget er præget dels af talesprog og det lokale sprog, men også af poetiske passager, hvor den positive side af øen skildres, for den har faktisk en mageløs natur, hvor den ikke er ødelagt. Mange af beboerne tror på ånder og djinner selv om de er muslimer. Nogle ser Moses som besat af en djiin på grund af hans grønne øje. To af de fem stemmer vi hører kan faktisk også tale som døde!
Nu vil jeg ikke afsløre for meget af handlingen, der er hæsblæsende spændende, selv om vi faktisk meget tidligt får dele af slutningen. Den indirekte skildring af de fem personer er fænomenal god, og vi står tilbage med fem skæbner der er tilknyttet øens situation samtidig med at de har deres egne personlige problemer at kæmpe med.
Til bogens temaer hører specielt de unges trøstesløse liv uden fremtid. Der er mange forældreløse unge fra de voksne flygtninge og migranter, der kommer fra nærtliggende øer, Grande Comores, Anjouan, Madagascar, der ikke er franske. Hvis de evt. bliver opdaget, siger de, at de ingen børn har. Øen har således et enormt slumområde med flygtninge, migranter og andre illegale. "Gaza er et slumkvarter, det er en ghetto, en losseplads, en afgrund, en favela, det er en gigantisk lejr for illegale indvandrere under åben himmel, det er en rygende skraldespand som man kan se langvejs fra" (p. 41) Der er uendelig meget vold for at overleve, stoffer og alkohol for at glemme, økologiske problemer på grund af ophobning af snavs og skidt og en række politiske problemer, der "løses" ved at vende ryggen til dem.
Det er skrap læsning i en stærk bog, og hvis bare en del af det der fortælles er sandt, så kan jeg godt forstå, at man på øen frygter, at øen er en krudttønde. Mit billede af øen er i hvert fald ændret totalt.
Lad os endelig få flere af Nathacha Apparahs bøger oversat til dansk, for hun er en vægtig forfatter.
Hals, 15. decmber 2020
Jens Peder Weibrecht