Véronique Ovaldé: Vred pige på en stenbænk
Bøger > Boganmeldelser
Oversættelse: François-Eric Grodin
356 sider
Pris: 300 kr
Etcetera-forlag.dk
Atter en dejlig oversættelse af endnu en roman af Véronique Ovaldé, der også kunne være titlen på et billede. Heldigvis får vi en billedforklaring.
Gennem historien om en familie, der rammes af en mystisk tragedie, undersøger Véronique Ovaldé nøje de relationer, vi har med hinanden, og de uendelige tilpasninger, vi må foretage for at leve vores liv.
Familien lever på en ø ud for Palermo på Sicilien. Fire søstre, født med et regelmæssigt mellemrum på to år, Violetta, Gilda, Aïda og Mimi lever under den barske autoritet af en far, der brænder for opera, og som ikke tolererer den mindste spøg fra sit afkom.
«De var fire uadskillelige søstre, der var lovet det smukkeste liv. Der var Violetta, dronningen, Gilda, den pragmatiske, Aïda, den foretrukne, og Mimi, kolibrien.»
Men for deres far var »kun at have døtre det samme som ikke at have børn«. De fire søstre lider dagligt under hans tyranni og kæmper tappert for at blive frigjorte, indtil den frygtelige hændelse finder sted.
En familie, et drama, en hemmelighed, der har splittet dem... Hurtigt udvikler det sig til næsten en thriller. Hvad skete der den aften under karnevalet, hvor Mimi, den yngste af de fire søstre, forsvandt for mere end femten år siden? Hver karakter er skildret med glæde. Alligevel er tragedien til stede, og læseren er ivrig efter at få at vide, hvordan det ender.
Aïda, den tredje, har været væk fra sin familie i femten år og bor i Palermo. Et telefonopkald, der informerer hende om at hendes far er død, får hende til at vende tilbage til familiens ø, hvor fortiden og dens hemmeligheder snart vil dukke op igen.
Véronique Ovaldé holder os længe hen og afslører heller ikke helt, hvad der er sket, men vi får i hvert fald et scenarie med en hævner der vender tilbage og vender op og ned på mange ting. Gennem en finurligt udspillet handling, hvor den vilde Aïda får mulighed for forløsning, fortæller romanen med stor finesse om barndommen, denne alder, der synes evig, men alligevel er så flygtig, dette øjeblik, hvor en uudslukkelig lyst til leg og en uendelig visdom går hånd i hånd.
Forfatterens pen er både bidsk og humoristisk, og jeg kunne rigtig godt lide den måde, fortælleren (forfatteren selv) tager læseren i skole på, som for at sikre sig, at han har forstået alle historiens sammenhænge.
En mesterlig roman med hypnotisk skrivestil, der handler om kompleksiteten i familieforhold, jalousi, skyld og hævn. Men den er lidt gentagende og kører i ring for at nærme sig sit mål. Burde være strammet op. Befriende at der fortælles i en let tone trods dramaet, og fortælleren, der er en slags historiefortæller-kommentator med stor fantasi og mange luner, som ofte bruger humoristiske bemærkninger til at lette stemningen.
Jens Peder Weibrecht
Hals, 14. oktober 2025