Patrick Modiano: Pour que tu ne te perdes pas dans le quartier

Ny roman af Patrick Modiano som jeg som sædvanlig kaster mig over. Heller ikke skuffet denne gang, snarere tværtimod!

Jean Daragane vækkes af et telefonopkald. Han er en ældre mand der ellers har isoleret sig mere eller mindre, for de fleste han har kendt er døde eller forsvundne, og ser han endelig én, undgår han ham.

Opkaldet bliver anledning til et møde med en pågående person der har fundet hans lommebog, men samtidig bliver det også anledning for Jean til at kalde ting frem fra sin fortid som ligger tilbage i 1950'erne og 1960'erne.

I mange bøger skriver Modiano om huset i Saint-Leu-La-Forêt og i denne bog kommer vi endnu tættere på. Modiano boede selv i nogle år i sin barndom i dette hus.

Han var på afstand af sine forældre og knyttede sig til en af moderens veninder, her i bogen er det Annie Astrand. Måske er det savnet der fremkalder minderne pludseligt, men de vælter ind over Jean og slutningen på bogen antyder måske, at tabet af Annie er et sår, som ikke heles.

Modiano beretter ikke om sit liv, han drømmer det, og efterhånden som afstanden til barndommen bliver større bliver drømmen måske mere afrundet og set i et større perspektiv. Men alle de mystiske og ikke klare minder og personer, som barnet møder, finder vi aldrig en klar forklaring på.

Gallimard, oktober 2014