Nathalie Azoulai: Titus n'aimait pas Bérénice

Et moderne par Titus og Bérénice er bogens indgang til Racine, for den moderne Titus erklærer, at han ikke længere vil se sin elskerinde, men vende tilbage til sin kone og børn. Den moderne Bérénice bliver imidlertid kastet ud i en umådelig sorg og tristhed, så hun er ved at miste selvkontrollen, Tilfældigt kommer hun til at læse lidt af Racine, og hun forstår, at hos Racine kan man finde uanede mængder af eksempler på ulykkelig kærlighed.

Hun beslutter sig derfor til at læse alt af og om Racine for at forstå, hvorfor det er et evigt tema hos ham. Kan hun mon der finde trøst?

Vi får nu en lang del af romanen, der handler om Racines opvækst i et kloster, hvor kærlighed er kærlighed til Gud og ikke andet. Racine har mistet sine forældre som barn, og hans tante har sat ham i en klosterskole drevet af jansenisterne. En streng skole der består i at lære og læse græsk og latin. Jean (Racine) bliver hurtigt en meget dygtig elev, men han vil også gerne læse nogle af de forbudte bøger. Senere kommer han til Paris, hvor han forlader den dydige vej og begynder at skrive sine tragedier. Han er nu omgivet af skønne skuespillerinder, får kongens gunst (Louis XIV) og får en verdslig succes, der står i kontrast til de åndelige værdier, som han er vokset op med. Jeg vil ikke afsløre, hvad det ender med, da den moderne Bérénice træder ind i historien igen. Kun at hun har lært noget af Racine.

Det er en spændende form for skildring af Racines liv, for det tager udgangspunkt i hans følelser, mere end blot fakta. Hans liv er en række modstridende følelser og påvirkninger, og vi følger hvordan forsøger han at styre det.

Det er en meget lærd og velskrevet bog, der straks får én til at flå Racine ned fra bogreolen igen. Kan anbefaler.

P.O.L. 2015