Marceline Loridan-Ivens: Et tu n'es pas revenu
Marceline Loridan-Ivens: Et tu n'es pas revenu er en autentisk beretning om et liv som jøde.
"Toi, tu reviendras peut- être parce que tu es jeune, moi je ne reviendrai pas",sagde hendes far til hende en dag i Drancy, i starten af 1944. De venter på at blive deporteret til henholdsvis Auschwitz og Birkenau.
Han får ret i sin udtalelse, mens hun Marceline Rosenfeld i en alder af 15 år bliver udsat for uendeligt forfærdelige ting. Vi får en beskrivelse af hendes grusomme ophold, krigens slutning, hvor hun bliver flyttet rundt i Polen og endelig hendes hjemkomst til resterne af familien i Frankrig.
Bogen er skrevet i samarbejde med en journalist, for Marceline Loridan-Ivens er jo en ældre kvinde nu, men hendes hukommelse er der ikke noget i vejen med, og jeg synes, at det er én af de mest direkte og gribende skildringer fra kz-lejrene jeg har læst.
Efter krigen er modtagelsen hos familien meget lunken, moderen bliver ikke skildret særligt positivt, og erindringerne er først og fremmest en samtale med faderen, der på en måde lever videre i hendes dagligdag. Hun fortæller således også om sine to ægteskaber, hvor det sidste er med en 30 år ældre mand. På en måde bliver hun dermed gift med sin far. Joris Ivens er filminstruktør og sammen med Marceline skaber de en række film om udsatte folk i f.eks. Kina. Hun søger efter revolution mod undertrykkelse og håber på en bedre verden, hvor alle kan leve fredeligt sammen, men som årene går føler hun, at kampen er forgæves. Én af hendes veninder der også var i kz-lejr mener, at de aldrig burde være vendt tilbage. Antisemitismen er voksende, men Marceline har måske endnu en smule håb.
En meget gribende og skarpt fortalt bog. Den bør læses, for der er sket ting, som aldrig må glemmes eller gentages.
Grasset, 2015