Lydie Salvayre: Pas pleurer

Dette blev så årets Goncourt-vinder i et ellers meget stærkt felt, hvor min favorit Foenkinos blev slået.
Lydie Salvayre er datter af indvandrere fra Spanien, og i denne roman tager hun fat på sommeren 1936 og den spanske borgerkrig.
Bogen er spændende bygget op med flere stemmer: hendes mor Montse, der flygtede til Frankrig og som taler en sjov blanding af catalansk og fransk, en anden stemme er forfatteren Georges Bernanos og hans skrifter rettet mod frankisterne, hvis grusomheder han taler mod. Han er heller ikke kirkens mand, da de ser gennem fingre med grusomhederne for at tækkes lederne.
Montse bor langt ude på landet og er en ung uskyldig pige opdraget i de gamle mønstre. Borgerkrigen bliver pludselig et håb om at alt nu vil ændres, der vil komme frihed og retten til selv at bestemme. Sammen med broderen Josef, der er en af de røde, oplever hun suset under en demonstration i Barcelona. Hun møder en franskmand der er smuk som en gud (muligvis Malraux), som skulle være far til Lydies storesøster!
Alt går dog efterhånden galt og vi følger nedslagtningerne af de kommuniske fattige bønder, Montse  bliver hurtigt gift med Diego. De flygter til Frankrig i januar 1939. Hun bor der stadigvæk og er nu en ældre dame, der får fortalt om de største oplevelser i sit liv.
Bogen er velskrevet, spændende, provokerende og en varm hyldest fra en datter til en mor.

Forlaget Seuil, 2014