Astrid Manfredi: La petite barbare

Astrid Manfredi har skrevet denne debut-roman, der får en til at tænke på flere af de seneste års hårde kriminelle sager. Ofte med en helt uforstående vold.

Pigen, som vennerne kalder for Barbare, har bestemt ikke haft en god opvækst. Faderen er arbejdsløs og gider ikke laver noget, moderen har arbejde i starten, men ender i arbejdsløshed og druk. Der er ikke tid til kærlighed til barnet, der må klare sig som hun kan. Hendes eneste opmuntring er bogbussen, der giver hende lejlighed til at flygte til en anden verden.

Som 13-årig er hun veludviklet og ser godt ud. Hun bliver udsat for en gruppevoldtægt, men bliver senere ven med Esba, hendes sorte prins, der bruger hende til at skaffe ofre, som han kan bestjæle og afpresse. Det går fint og deres store tid kommer på Champs-Elysées med højhælede sko, druk, stoffer og sex på fashionable natklubber. Det ender dog med et voldsomt tilfælde af vold, hvor Barbare anklages for ikke at have skredet ind.

Alt dette og meget mere fortæller Barbare om i sine optegnelser i fængslet. Det er bestemt ikke søde sager og efterlader én med en fornemmelse af, at det var svært at undgå at ende sådan. Opholdet synes dog at modne Barbare, og måske kan det at skrive hjælpe hende på fode.

Det er en hård, rystende og kontant skildring af et forstadsbarn skæbne set fra barnets/pigens egen synsvinkel. Uden medlidenhed, offer for mændenes udnyttelse, svigtet af alt og alle. Astrid Manfredi får taget fat på nogle ting i vores samfund, som må frem i lyset. Fremstillingen kan ikke undgå at blive lidt enøjet, da det udelukkende er Barbare, der fortæller.

Belfond, 2015