Marie Modiano er jo allerede berømt via sin far Patrick Modiano, men hun er også gennem sig selv ved at skabe sig et navn som sangerinde, digter og her som romanforfatter med sin første roman, der udkom i 2013.
Bogen er en række dagbogsnotater der starter den 1. januar og slutter en gang i marts. Det er en ung pige der fortæller om sin ofte lidt mærkelige hverdag i et  land,der minder om en tidligere østeuropæisk stat, men vi får aldrig nærmere besked.
Hun er syg, men det er en lidt mærkelig sygdom der er både psykisk og fysisk. Pigen flytter ind til en tjener Freddie på hans lille loftsværelse, hun har ikke et rigtigt arbejde og deres forhold virker platonisk. Hun befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed og et af hendes holdepunkter er stjernen Upsilon Scorpii.
Det er koldt, for det er vinter og alt virker ofte øde og forladt og mættet af en sær foruroligende stemning, så her ligner hun på en måde Modiano. Pigens møder med to læger, hvor den ene pludselig forsvinder, forstærker mysteriet.
Der starter en form for handling, da Freddie en dag kommer hjem med en anden kvinde, men det vil jeg ikke fortælle mere om her.
Læs selv bogen. Den er foruroligende som et eksempel på en pige med alvorlige psykiske og fysiske problemer, men også skabende med de digte og beskrivelser, der indgår.

L'Arbalète/ Gallimard. 2013

Så kastede jeg mig ud i et par bøger fra Frank Thilliez' forfatterskab, og det var hård kost må jeg nok sige.
Den første Le grand voyage er en gratis appetitvækker til det egentlige værk Pandémia.

Handlingen går kort sagt ud på at finde ophavsmændene til en influenza-epidemi, der er ude af kontrol, da man ikke har set denne kilde til sygdommen før. Man har ingen vaccinationer, og sygdommen breder sig med fuld fart.
Heltene er politifolkene Sharko og Hellebenne, hvor den sidstnævnte rammes af influenzaen, samt Amandine, der arbejder på Institut Pasteur i Paris.
Der er mange tråde i historien, men de holdes i kontrol historien igennem. Personkarakteristikkerne er ikke så brede, men vi får dog et indblik i de fleste personer. Der er mange grusomme ting, der skildres i detaljer, og her kan det godt blive for meget.
Det varer nok lidt, førend jeg tager fat på én mere af hans romaner.

122 Edition Numérique

Jean-Louis Fournier plejer at skrive ret sjove bøger, og denne er ingen undtagelse.

Ifølge Fournier er der for meget (trop) af en lang række ting i vores forbrugersamfund, og i 40 små kapitlertager han fat på nogle væsentlige emner. Han har meget omkring de enorme mængder af forskellige varer på hylder: hvordan finder man f.eks. frem til den rette tandbørste, når de er sat frem og fylder en 10m lang hylde?

Der er for meget mel, for mange nyheder, for mange radiostationer, for mange bøger om dagen, for mange forfattere, for mange turister, for mange hundredårige, ja læs selv de 40 afsnit.

Der er mange opremsninger, tal og henvisninger, men da det er en lille og hurtig læst bog er det til at leve med. Man får ofte et lille smil på læben, når man faktisk bliver afsløret i at acceptere denne unødige overflod.

Bogens indledende citat af Nerval  er også et fund: "Trop ne vaut rien"

Til at more sig, men også til eftertanke. Kan anbefales.


Editions de La Différence, 2014

Sommeren 1999 opleves med en noget speciel trussel, der hænger over hovedet på alle, for Nostradamus har spået verdens undergang ved årets udgang!

Stedet er Touquet, det kendte badested, hvor fire par oplever kærligheden i en eller anden form. Der er par på 15, 35, 55 og 75 år, der ikke direkte kender hinanden, men som alligevel kommer til at påvirke hinanden på en eller anden måde.

Det er imponerende godt sat sammen, hvor vi springer fra det ene par til det andet, får deres baggrund og fortid, men også deres nutid (2015) for netop at vise, hvordan sommeren indeholder de fire årstider.

Grégoire Delacourt, der nu har flere bestsellere i sit forfatterskab, gør det igen, for han mestrer iscenesættelse samtidig med, at han kan beskrive landskabet ved havet og den helt specielle feriestemning der er den 14. juli.

Foruden Touquet og den 14. juli er der endnu et mødested for de fire par nemlig sangen "Hors Saison" af Francis Cabrel, der jo også griber ind i billedet af årstiderne.

En vældig god roman som jeg kan foreslå, at man får læst i løbet af sommerferien.

J.-C. Lattès (2015)

Dominique A hvis navn egentlig er Dominique Ané er dels kendt som sangskriver, sanger dels som forfatter.

Hans nyeste bog er en samling af små, korte tekster, der omhandler dagligdags ting i en en drengs og ung mands tilværelse. Uden tvivl med en del selvbiografisk stof, da den unge mand viser sig at være sanger.

Bogens styrke er de konkrete sansninger. Vi følger barnet og den unge mands liv med møder med venner og kærester, med følelser af håb, sorg, vrede, angst i det moderne samfund, men med en stærk vilje til at stå igennem og blive sanger og musiker.

Vand og musik er to temaer der går igen i Dominique Anés sange, men de er også stærkt repræsenteret her. Regarder l'océan giver den ro og afstand der skal til, for at han føler en afklarethed.

Bestemt mange gode småtekster, der er fyldt med en stille og rolig poesi, der dækker over stærkere følelser.

Værd at læse.

Stock, 2015

Béatrice Commengé starter sin tur rundt i Modianos Paris på adresse 15, Quai de Conti, hvor Patrick Modiano blev født og hvor der henvises til i en del af hans bøger f.eks. Un cirque passe.

I den lille håndbog (format 10x15) på ca 80 sider følger vi Béatrice Commengés søgen efter steder i Modianos liv og i hans bøger. Det er vældig godt skrevet og dokumenteret, så kender man lidt til Modianos bøger, er det en rigtig guldgrube.

Formatet er vældig egnet til at have i lommen, således at man kan tage rundt i Modianos Paris ved næste besøg i Paris.

Prisen er 7,50 € og bogen er udgivet i år på Editions Alexandrines

Yann Moix skriver i den kendte genre: kærlighedbreve. Her er det en ung mand på 27 år, der efter et brud med kæresten (hun har forladt ham) skriver et endeligt brev, der er et opgør med hende.

Det er jo alt sammen meget godt, men den unge mand, der er forfatter og godt inde i den klassiske litteratur, forsøger at behandle emnet "amour" set udfra mandens synspunkt i et ret nedladende tonefald..

For hans vedkommende er sandheden om mænd: «Pourquoi ne pas avouer une bonne fois pour toutes, que les hommes sont des tricheurs, des hypocrites, des manipulateurs, des cyniques, des lâches et des faux-monnayeurs, bref: des salauds?" og i virkeligheden mener han også at det gælder kvinder.

Det er ikke en særlig interessant udlægning, men er præget af den unge mands mangel på at forstå, at hans måde at behandle kvinder på, nok ikke er den rigtige.

Underligt provokerende og dog ret intetsigende bog.
Brug ikke tid på den.

Grasset, 2015

Jeg måtte lige læse en bog mere af Arnaud Cathrine, og mit valg faldt på Le journal intime de Benjamin Lorca.

Det er igen en usædvanlig god bog med en speciel opbygning. Den unge forfatter Benjamin Lorca har begået selvmord. Men hvorfor?

Vi får fire beretninger om ham fra to venner, en bror og en eks-kæreste. Den første fortælles 15 år efter hans død, den sidste lige efter hans død.
Ved sin død efterlod han en dagbog, men i sit testamente beder han om at den tilintetgøres og at ingen læser den. Hvad står der så i den dagbog, ja det funderer de fire personer over.

De forskellige beskrivelser af Benjamin afslører et menneske, der på mange måder har levet under en række masker, både selvpåtagne og andre anbragt på ham. Et menneske der har svært ved at leve i en moderne verden og derfor søger skjul.

Bogen er særdeles velskrevet og vi får de fire personernes forskellighed at føle gennem deres måde at skrive på. Vi kommer også tættere på Benjamin gennem en række indirekte blikke.
Kan absolut anbefales.


Collection Verticales, Gallimard

En dejlig novellesamling med i alt 10 noveller, der har "l'amour" som emne, men ikke sådan at forstå at det er kærlighedshistorier, det er snarere om de ting som kærlighedens forblindelser kan medføre.

Vi føres vidt omkring i forskellige konflikter, der kan være i par, både hetero- og homoseksuelle, men de spænder ogsåfra meget tragiske til ligefrem sjove historier, alle fortalt i et oplagt sprog og med mange fine iagttagelser.

Der er f.eks. manden der kravler op på taget for at se om hans kæreste kommer nede på gaden. Hun er imidlertid gift og er ved at fortryde forholdet. Hans udsigtspost giver ham anledning til at forestille sig, hvad en ældre dame overfor laver. Sidder hun ikke bare og ser fjernsyn hele tiden etc. Anden halvdel af novellen er imidlertid set fra hendes synsvinkel, og det giver en ny historie. Elegant lavet og elegant skrevet.

Stort set alle ti noveller er små mesterværker, så den kan jeg kun anbefale.

Arnaud Cathrine har skrevet flere bøger, og denne har bestemt givet mig lyst til at læse mere af ham.

Editions Verticales, 2015

Julie Bonnie har skrevet en fantastisk god brevroman, hvor det overordnede emne er kærlighed og kunst.

Et  ungt  par har lige fået  et  barn, Tess , men manden  har  lige fået  lidt  succes med en pladeudgivelse, han er  jazzpranist,   så han skal på  en måneds turne.  Hun har tid  til at sknve  til  ham  om barnets  udvikling  og  hendes  kærlighed  til barnet og ham, mens han er  mere fordybet   i sin musik og har samtidig angsten for at optræde hver aften for et kritisk publikum.

Hvor hun er tæt  på barnet,   fjerner han sig mere og mere.  Hun  møder en lidt  schizofren maler, der til gengæld fortstår at  tage sig af barnet  og også  af   hende . . .

Det  er mageløst godt  skruet   sammen,  og  vi  kan gennem  brevene  se  alle  nuancer af følelser. Især billedet  af kvinden  og moderen er stærkt,  men også kunstneren der er besat  af sit   værk er fint skildret
En virkelig god og velskrevet  roman.En perle i genren brevromaner.

Grasset, 2015

En bog om exil og lidelser og tabet af kultur , men også om håb og drømme.

Bogens hovedperson Tahira er født i Marokko, og hun fortæller om faderen, der bliver isoleret på en endnu ikke færdigbygget første sal af deres hus, fordi han er syg. Vi følger hans kamp mod sygdommen og familiens ubarmhjetighed, og det ender med hans selvmord.

Tahira forlader senere familien og bliver prostitueret, først i Marokko, senere i Paris, hvor hun får en lille lejlighed nær Barbès. Vi følger her hendes venner og hendes egen kamp for at overleve, for på markedet er hun ikke længere så attraktiv, da hun nu er i 40erne.

Der er blandt vennerne den transseksuelle Azziz, der lader sig operere for at blive kvinde, men har problemer med at sige farvel til sin mandlige del. Der er også en ung mand fra Iran, som Tahira hjælper. Han viser hende til gengæld Jardin du Luxembourg, før han forsvinder.

Det er en meget fortættet fortælling, der knyttes sammen af Tahira, hvis skæbne sammenholdes med faderens og faderens søster Zineb, der fremstilles som en revolutionær kvinde.

En spændende fremstilling med en række skæbner som man ikke møder så ofte, samfundets laveste, men ikke nødvendigvis de værste.

Seuil, 2015

Ny bog fra forfatteren til den meget solgte L'élégance du hérisson, men med et helt andet emne og en helt anden måde at skrive på. Det er en bog der på forunderlig vis indvier os i elvernes verden og giver os en poetisk og dramatisk oplevelse af skjulte kræfter i den verden, der omgiver os.

Handlingen følger to unge piger, den ene i Italien, Clara,  den anden i Frankrig, Maria, begge fra fattige områder og et enkelt liv i kontakt med naturen. Clara sendes til Rom, for hun har meget udprægede evner til at spille klaver. Gennem musikken kan hun gribe tilhørerens følelser, for hun læser ikke noder, men følelser. Maria har en specielt forhold til naturen og tilbringer ofte tiden sammen med dyrene og er i tæt kontakt med naturens omskiftelser.

Det viser sig dog, at de efterhånden kommer i kontakt via elvernes verden, for hos elverne har man brug for nye kræfter, for der er en frafalden elv, der bekriger de gamle elver. Det er indviklet, men vi føres efterhånden frem til en større forståelse af det brede register af personer og deres placering.

Det kommer til krig, som vi følger fra flere sider. Jeg skal ikke røbe, hvordan det ender.

Bogen får en til at tænke på Tolkien og andre former for eventyr, og dette bind er ikke helt afsluttet, så der kommer nok en fortsættelse. Det er en på en gang poetisk og filosofisk beretning med de store almene emner som kunst, krig, kærlighed, venskab etc., men den er lidt tung og langtrukken at læse. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil læse næste bind.

Gallimard, 2015

Marceline Loridan-Ivens: Et tu n'es pas revenu er en autentisk beretning om et liv som jøde.

"Toi, tu reviendras peut- être parce que tu es jeune, moi je ne reviendrai pas",sagde hendes far til hende en dag i Drancy, i starten af 1944. De venter på at blive deporteret til henholdsvis Auschwitz og Birkenau.

Han får ret i sin udtalelse, mens hun Marceline Rosenfeld i en alder af 15 år bliver udsat for uendeligt forfærdelige ting. Vi får en beskrivelse af hendes grusomme ophold, krigens slutning, hvor hun bliver flyttet rundt i Polen og endelig hendes hjemkomst til resterne af familien i Frankrig.

Bogen er skrevet i samarbejde med en journalist, for Marceline Loridan-Ivens er jo en ældre kvinde nu, men hendes hukommelse er der ikke noget i vejen med, og jeg synes, at det er én af de mest direkte og gribende skildringer fra kz-lejrene jeg har læst.

Efter krigen er modtagelsen hos familien meget lunken, moderen bliver ikke skildret særligt positivt, og erindringerne er først og fremmest en samtale med faderen, der på en måde lever videre i hendes dagligdag. Hun fortæller således også om sine to ægteskaber, hvor det sidste er med en 30 år ældre mand. På en måde bliver hun dermed gift med sin far. Joris Ivens er filminstruktør og sammen med Marceline skaber de en række film om udsatte folk i f.eks. Kina. Hun søger efter revolution mod undertrykkelse og håber på en bedre verden, hvor alle kan leve fredeligt sammen, men som årene går føler hun, at kampen er forgæves. Én af hendes veninder der også var i kz-lejr mener, at de aldrig burde være vendt tilbage. Antisemitismen er voksende, men Marceline har måske endnu en smule håb.

En meget gribende og skarpt fortalt bog. Den bør læses, for der er sket ting, som aldrig må glemmes eller gentages.

Grasset, 2015

Nicolas Delesalle: Un parfum d'herbe coupée er en debutroman, der skildrer en række situationer fra fortælleren Kolias liv.

Det starter med en snak med hans bedstefar, der er ramt af Alzheimer. Hans livsfilosofi udformes med et "Tout passe , tout casse , tout lasse" og den forestilling vil Kolia som fyrreårig ikke give videre til et ikke-eksisterende kommende barnebarn.

Det er i grunden i fin ramme for en roman, men den bliver lidt svær for Delesalle at arbejde med. Der er masser af sjove episoder fra hans og familiens liv, som det er sjovt at læse samtidig med at der er livsfilosofiske overvejelser, men det bliver ofte for langtrukkent.

Denne roman ville have godt af en beskæring og en overholdelse af de rammer, som stilles op i starten.

Kan anbefales til at læse i mindre portioner.

Editions Préludes, 2015

Forfatteren udgav bogen som 17-årig i 2001 og i år fejrer den triumfer i en filmatisering.

Det er en forfærdelig historie, der starter med, at vi møder Charlène, 19 år, i kvindefængsel. Hun har slået veninden Sarah ihjel.

Vi er således informeret fra starten om, hvad der vil ske, men gribes alligevel af fremstillingen af de to unge pigers spil. Charlène er den underlegne, bor i en stor lejlighed i Paris med et par forældre der ikke er særlig opmærksomme over for hende. Hun er meget ensom, ikke tiltrækkende, og først da Sophie dukker op og tager hende til sig som en veninde, sker der noget i hendes liv.

Sophie er betagende, men udøver sin magt over Charlène med stor grusomhed. Somme tider eksisterer Charlène nærmest ikke, men kan blot følge den altid populære Sophie på afstand.

Charlène forsøger på et tidspunkt at løsrive sig og får en kæreste, men det går alligevel ikke, og det ender i en katastrofe, hvor hun dræber Sophie.

Det er en velskrevet roman, der analyserer forholdet mellem de to unge piger i venskab og fjendskab. Bestemt flot fremstilling af en kun 17-årig pige. Hun har udgivet flere bøger siden, men uden den samme succes.

Fayard 2001

Rigtig god ny bog af én af mine favoritforfattere Samuel Benchetrit. Som titlen antyder handler det om hunde, og det bliver også virkelig et tema, der slå fuldt igennem efterhånden som handlingen får fart.
Bogen begynder således
« Je ne pouvais pas trop regarder mon fils jouer avec le chien de notre petite voisine parce que ma femme me parlait :
— La peau me brûle, je perds mes cheveux et mes ongles jaunissent. Je suis allée consulter un spécialiste, le docteur Zenger, et figure-toi qu’il a fini par trouver la cause de cette maladie… Tu veux connaître la cause, Jacques ?
— Oui.
— C’est toi… C’est toi, Jacques !
— Moi ?
— Oui. D’ailleurs, tu apprendras que désormais cette maladie porte ton nom, c’est une Blanchoïte  aiguë. (Je m’appelle Jacques Blanchot.) Pour le moment, il n’y a rien à faire pour la soigner. Ni traitement. Ni crème. Alors… il faudrait que tu partes.
— Quand ça ?
— Maintenant… »
Jacques forlader hjemmet, forsøger at finde et sted at sove, men tiltrækkes først af en hundeforretning, hvor han ender med at købe en hund og udstyr. Han er dårligt kommet ud, førend hunden smutter fra ham og bliver kørt over af en bus. Nu står han der med udstyret, en hundesnor uden hund og han har endda betalt for et 10-timers kursus hos Max, der har solgt ham hunden.
Det bliver rigtigt morsomt og helt absurd, da Max begynder at bruge ham som hund i kurserne. Ja, Jacques forsøger at vende tilbage sin familie, men bliver atter afvist. Der er i øvrigt også flyttet en ny mand ind. Så kærligheden vendes mod Max, og Jacques bliver mere og mere hund. Max kalder ham i øvrigt også Chien!
Man kommer umiddelbart til at tænke på Kafkas Forvandlingen, men Benchetrit har mere humor og nogle gode bid i det moderne samfund, hvor nogle mennesker bestemt behandler andre som hunde. Jacques er ikke et menneske med selvværd, nærmest selvudslettende, så det udnytter hans omgivelser. Men Jacques er i bund og grund en god og ærlig person, så fortjener han den behandling? Får han det egentlig ikke bedre som hund?
En bog for hundeelskere og andre der kan lide en morsom og absurd fortælling.

Grasset, 2015

En lang titel til en debutroman, men den er på alle måder velvalgt. Bogen, der er præget af forfatterens egne oplevelser og faderens tiltagende sygdom, er bygget op af en række kapitler, der springer i tid og sted, men når man får dem samlet efterhånden som læser, forstår man, at hun skildrer sine forældres liv fra deres fødsel over perioder med store glæder og få sorger til katastrofen rammer dem, da de er i 70'erne.

Faderen er begyndt at blive lidt mærkelig, og efterhånden finder man ud af, at han er ramt af Lewy Body demens, der er en ondartet blanding af Alzheimer og Parkinson. Den kan ikke helbredes, men medfører personens trækken sig tilbage i sig selv, svækkelse af kroppen og mangel på evnen til at tale.

Denne triste del opvejes til dels af den lange og smukke kærlighedshistorie mellem forældrene, begge født i Algeriet. Hun blev gift, fik to piger og underviste i Tahiti, hvor Maries far møder hende. De falder totalt for hinanden, hun bliver skilt og efter en tid, hvor han er i Paris, bliver de endelig gift og lever et spændende liv sammen.

Han er en form for havbiolog og er udstationeret i Tahiti. Han får senere arbejde i Fransk Guyana, og Marie husker de vidunderlige oplevelser i junglen, da de er højdepunkter af lykke. Senere får han arbejde i Paris og tilsidst flytter de til Sydfrankrig, hvor moderen forsøger at passe ham.

Marie Griessinger skildrer deres lykke og ulykke med små historier og eksempler, og fortæller også hvor svært det er for hende at se sin far forsvinde. Hun har aldrig haft et særlig tæt forhold til ham, for han er ikke én der udtrykker sin følelser altid. Men netop nu, hvor lykken er på vej væk, bliver hun bevidst i fuld grad om sin lykkelig barndom og om et helt usædvanligt kærlighedsforhold, som hendes forældre har.
Meget smuk og sørgelig bog, der endnu en gang viser, at man skal gribe lykken og nyde den, førend den forsvinder. Flot debut!

Albin Michel, 2015

Bogen foregår i Paris omkring fire personer: Diane der er taxachauffør, Angélique der er tdiligere sekretær, men forlader nu ikke sin lejlighed, Agnès, der er dykker og renser op i Seinen mm og endelig Edmé der er vagabond og tigger.

Disse fire personer krydser hinandens veje i små kapitler der indledes med et ordsprog eller en mærkedag. Der er nemlig sket det, at der er nogle der spreder ordsprog overalt. De er ikke altid nemme at forstå, men de får folk til at tale sammen om dem, F.eks. « La nuit d’août trompe les sages et les fous », « En septembre, le fainéant peut aller se pendre », « À la Sainte-Catherine, tout arbre prend racine ».

Det er en spændende lille samling af aforismer koblet sammen med en dagligdag der kan synes for voldsom for nogle. Angélique lukker sig inde i sin lejlighed, Diane i sin taxa og Agnès i sin dykkerdragt i Seinens mudder. Men de er somme tider nødt til at komme ud, og her oplever de alligevel ting, der får dem til at føle en slags fællesskab.
Vagabonden Edmé er den der forener dem på en måde. Han er nået bunden af sin tilværelse, men er alligevel den der kan gribe ind og hjælpe andre.
Skrevet i korte kapitler og afsnit, der gør at man må stoppe op og overveje emnet efter hvert kapitel. God læsning som kan anbefales.

Phébus, 2015

Efter at have læst Gaëlle Heureux' nye roman fik jeg lyst til at læse en novellesamling fra sidste år, og jeg blev ikke skuffet!

Samlingen består af femten små noveller, hvoraf nogle peger frem mod romanen, mens andre uddyber er gennemgående tema om personer, der på en eller anden måde er enten kørt fast eller er i en overgangssituation.

Der er ældre par, der kører i rutiner og som har mistet evne til at kommunikere. Der er en mand der er ramt af lungekræft og er ved at tage afsked, mens hans rammes af mærkelige syner. Der er en anden mand der vil fange en vildkat, han ved ikke hvorfor, men han forsøger.

Der er nogle til tider helt absurde dagligdags situationer, som f.eks. kvinden der får bank af manden, somme tider meget voldsomt med brækkede lemmer som resultat, men hver gang giver han hende en ny blomst til haven. Hun kan så genkende de slag, der har givet hende en bestemt plante. Der er absurd og grotesk.

Hendes stil er ofte meget kortfattet, med præcise beskrivelser, men hun kan også fremmane helt absurde og foruroligende ting i hverdagen, som holder læseren fast.

La table Ronde, 2014

Ja, der er virkelig tale om en skæbne en miniature. Paul er Bac +7 men orker ikke at gøre sin afhandling færdig, så en aften stikker han af i moderens bil og kører blot afsted. Han bliver overfaldet af nogle unge på en rasteplads i løbet af natten og ender på hospitalet. Det er ganske alvorligt.

Han bliver kontaktet af et kloster, hvor han kommer til at gå lidt til hånde, får en skizofren ven og alt går egentligt meget godt. Han noterer småting i sin lommebog, funderer over sit liv, men har ikke nogen større ambitioner. Klostret skal på et tidspunkt flytte og Paul må klare sig selv. Kommer på et herberg, får et forhold til Maud og hjælpes til et job i Bretagne. Han får endelig også kontaktet moderen.

Ja, det er er række småting, der bærer handlingen, men Pauls små minutiøse beskrivelser, gengivelser af andres samtaler og hans sans for detaljer griber læseren, og vi følger ham i hans forsøg på at blive et normalt menneske.

Det er samtidig en historie om, hvor lidt der skal til for at ændre en skæbne, hvordan en nat på en rasteplas kan påvirke et menneske fremover. Stilen er meget minimalistisk og samtidig med præcise beskrivelser af en række ting i dagligdagen. Bestemt værd at læse.

Collection Vermillon, La Table Ronde, 2015

Gilles Leroy bygger i denne bog på ting fra sin egen tilværelse, ja faktisk om sin egen tilblivelse!

Bogen starter med at Eliane, en ung pige først i tyverne, er blevet gravid, og det viser sig at faderen André kun er 17 år. Svigerfamilien vil give hende penge, så hun kan få barnet fjernet, men hun nægter. Det foregår i slutningen af 50'erne, så selv om Eliane har et job, synes udsigterne ikke lyse ud for hende, især ikke da hendes egen mor smider hende ud.

Vi følger Elianes kamp og hendes indretning af et lille hjem på sjette sal under skråvæggene, bestemt ikke nemt at kæmpe sig derop sidst i graviditeten.

Gilles Leroy giver et usminket billede af sine forældre og af det liv som han levede som barn. Han ser det nu fra sine 55 år, og vi får gennem diverse klip stukket nogle liv sammen, der ikke har holdt skjult for ham, at han ikke var så ønsket. Han bliver sidst led i familien.

Der er herlige skildringer af livet i 60'erne, nogle ret specielle familier og familieforhold, som holder fart i beretningerne. Velskrevet og intens.

Mercure de France, 2015

Bogen starter brat med en scene fra 2.Verdenskrig, hvor en mand tager en tre-årig pige op fra hendes seng. De skal væk, for tyskerne er gået ind i Poitiers. Du kan kalde ham "papa", siger hendes mor. Nu bliver læseren nysgerrig!

Denne far får vi gennem bogen indkredset mere og mere, men han forbliver hendes "intime étranger".
Det der sætter fortælleren igang mange år efter med at gå i faderens og egne spor, er en bog, som hun ved var faderens yndlingsbog, en bog om 4 unge bohemer og deres frie og ubundne liv. Hun læser bogen på sin vej. Sådan bliver faderens liv imidlertid ikke, og forholdet mellem faren og moderen fungerer mildest talt ikke.
Faderen er ikke altid hjemme og isolerer sig. Vi får at vide, at han bliver alvorligt syg og dør.

Fortælleren nærmer sig langsomt af mange veje de steder, der fører hende tilbage til barndom og ungdom. Meget foregår via Loire-floden, på kanaler og det er især de skildringer hvor fortiden afdækkes i kontakt med naturen, der er fascinerende. Det bliver faktisk tiden tilbage til bedsteforældrene og op til nutiden, der langsomt og poetisk rulles ud for os. Meget Modiano-agtig og med en udpræget sans for detaljen.
Læs den langsomt og nyd den!

Edition Sabine Wespieser, 2015

Vincent Almendros fortæller os om to brødre og deres henholdsvis kone og kæreste, der er på en lille bådferie i Italien sammen.

Pierre, der er fortælleren, har fået sin kæreste Lone, der er svensk, overtalt til, at de tager på tur med storebroderen Jean og hans kone Jeanne i Jeans båd.

Vi mærker allerede fra starten, at fortælleren har et specielt forhold til Jeans kone, og det viser sig da også, at de var kærester, før Jean indledte et forhold til hende. En dag er de alene på båden, mens Jean er i land med Lone, der har fået et problem med sit øje og skal til læge i land, og her genopliver de den gamle flamme. Meget på Jeannes opfordring.

Vi følger ellers bådfærden og får dejlige beskrivelser af båd, hav, fisk mm. Det er en smuk og indtagende natur.  Ellers er der nogle gode skildringer af de fire personer, der alle er meget forskellige. Jean er lidt 60'er-agtig, men Pierre er mere til at holde orden og være forudseende. Jeanne virker trods sin alder meget varmblodig, mens Lone er den, der føler sig mindst tilpas i selskabet.

Der er en balancegang med de erotiske spændinger mellem de fire, der hele tiden får læseren til at øjne en kommende konflikt. Båden er lille, og de er tæt på hinanden. Godt at vandet kan køle dem ned indimellem.
Slutningen kommer som rimelig overraskelse, men det må I selv læse. En lille og velskrevet bog, der fanger sommerheden!

Les Éditions de Minuit, 2015

Da jeg syntes vældig godt om Valérie Tong Cuongs nyeste bog, fik jeg lyst til at læse en lidt ældre udgivelse fra 2008, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Hun er enormt god til at sætte et puslespil op med forskellige personer, der på én eller anden måde krydser hinandens veje.

At det i denne udgave næsten udlægges som forsynets spil, gør det jo kun mere interessant. Der er fire hovedpersoner i bogen, Marylou der er sekretær og alenemor, en kendt arkitekt Albert, der trues af en kræft og kun har få måneder tilbage, Prudence, der er en dygtig advokat, men hun er sort og har problemer med mandeverdenen og endelig Tom, der er filminstruktør, der er håbløst forelsket i Libby. Sidstnævnte udnytter ham dog som hun udnytter alle andre.

Der er en række ulykker: en selvmordsforsøg i metro, et bombeattentat, en violet makronkage og et cykeluheld, der sætter gang i handlingen. Det er forrygende godt skrevet, og hvordan det lykkes for forfatteren at få alle led knyttet sammen, må I selv læse.

En spændende forfatter, der med gode og præcise billeder og personkarakteristikker, giver et skarpt syn på f.eks. behandlingen af kvindelige ansatte, forældre-børn, moderne menneskers stress etc.

En særdeles fint opbygget historie, der griber læseren og fører vedkommende med, man må simpelt hen vide, hvad der så ker.

Stock, 2008

Clémence er en ung pige på 15 år, der skal til en afslutningsfest hos en kammerat, for efter sommerferien skal de hver for sig videre på gymnasiet etc. Hun er en lille pige, der har levet en meget beskyttet tilværelse med et par forældre, der lever en meget regelret tilværelse. Hun har en lillesøster Suzanne, som betyder meget for hende.

På vejen til festen bliver hun på en øde vej udsat for et voldtægtsforsøg. Voldtægtsmanden snitter i hende med en kniv, men hendes koldblodighed får afværget en egentlig voldtægt. Hun siger ikke noget til kammeraterne ved festen, men hen på natten forsøger hun at tale om det til sin ven Virgile, men hans bemærkning om, at det jo ikke var en voldtægt, får hende til at gå i baglås. Ingen andre skal høre noget om det! Hun ved også, at forældrene ikke vil kunne kapere det.

Hun er nu ikke mere en lille pige, men plages af en stærk angst. Hendes krop kan efterhånden ikke føle noget mere, og hun bliver immun over for f.eks. varme og kulde, smerte i det hele taget. Hun lærer sig selvforsvar og er ved at slå én ihjel, da han er kommet for tæt på hende. Det afværges dog af Damien, der er ved politiet. Han tager sig af hende og lover at han vil forsøge at finde gerningsmanden. Hævn er ikke svaret.

Vi følger nu i forskellige kapitler som 15- og 16-årig vekslende med kapitler som 30-årig, hvor hendes liv udvikler sig. Hun er blevet som en dukke uden egentlig liv, uden følelser. Hun behandler mænd som ting, da de ikke kan give hende de kropslige følelser, som hun havde før.   Hun er blevet sminkøse først i filmbanchen senere hos et firma der laver dukker i naturlig størrelse til ensomme mænd. Der er altid et lag eller to mellem hende og virkeligheden.
Damien har sagt, at tiden læger alle sår, og en dag sker der pludselig noget. Hun kan mærke lyst og smerte, og Damien har efter syv års tavshed lagt en vigtig besked på hendes telefonsvarer...

En mesterlig komposition og en skarp og præcis skildring af pigen i hendes ensomme angst og mere eller mindre heldige forsøg på at skabe sig en identitet. Der er en konstant spænding hos læseren: er der mulighed for at vende skæbnen ?

JC Lattès, 2015

France Cavalié er journalist, manuskriptforfatter og forfatter og hendes anden roman bærer titlen "Baïnes", der hentyder til at fænomen kendt ud for kysterne i det sydvestlige Frankrig.

Baïnes er en slags opsamling af vand i store fordybninger ved kysten, der ved lavvande trækker ud i havet med store kraftige strømme. Det er altså en form for skjult fare, der pludselig kan rive én med.

Rose bor alene med to drenge i Paris, men har stadigvæk et godt forhold til sin ex-mand, der tager sig af drengene, når han ikke er på farten som journalist og fotograf i udlandet. Rose arbejder som kommunikations- og reklamekonsulent.

Hun møder en dag Oleg ved en fernisering på et kunstgalleri, som Oleg har, og det bliver straks en hed forelskelse. Oleg har det ikke godt med at bestyre økonomien, så hans galleri må lukke. Ved hjælp af lidt arv og en god ven får han startet et nyt galleri, men denne gang er det i Biarritz.
Vi følger nu livet i 80'ernes Biarritz, hvor parret køber et hus nær vandet, Rose får et arbejde, drengene der bliver begejstrejde surfere, accepterer fuldt ud deres nye far. Men der er et kraftigt men, for Oleg kan blive ret så voldelig og lader det gå ud over Rose. Hustruvold bliver bogens tema, men for Rose er det svært, for det er lidt af et tabu, som man ikke taler med andre om.
Vi følger hendes kamp. Kan hun frigøre sig fra ham trods sin store kærlighed? Hvordan går det Olegs kunstgalleri ? Børnenes og familens rolle? Der er mange spørgsmål der skal besvares, og vi følger med i en intens spænding.
En god og solid fortælling med flere aspekter. Rart med en bog der foregår i den egn af Frankrig. Kan anbefales!

Robert Laffont, 2015

Colombe Schneck er en kendt fransk journalist og romanforfatter, men i denne bog tager hun fat på en ting som har ligget i hendes sind, siden hun var 17 år: hun fik foretaget en abort (i 1983)

Hun kommer fra et velstående hjem med gode forældre, da gav hende en stor tillid og frihed. Hun går i gymnasiet, får en kæreste, for der er endnu ikke tale af Aids, så sorgløshed og frihed er et kendetegn for ungdommen. Men kort før studentereksamen finder hun ud af at hun er gravid.

Hun får det fortalt til forældrene, der hjælper hende til en læge der kan foretage en abort, for hun vil absolut ikke have et barn, der kan ødelægge hendes fremtid.

Hun får foretaget aborten, men ungdommen og det lette sind er på en måde væk. Hun er blevet en kvinde. Der bliver ikke talt mere om det, men hun bærer det på en eller anden måde stadigvæk i sig.

Det er blevet til en roman og ikke blot en selvbiografi, og hun forklarer det med, at hun er blevt påvirket af en artikel af Annie Ernaux og en voldsom debat om en ændring af Simone Veils lov.

Bogen er godt skrevet og giver en fint billede af ungdommen i 80'erne, men er samtidig en kritik af den tavshed, der følger en abort og kvindens ensomhed i de afgørende situationer. Absolut en bog der bør læses af de unge nu.

Grasset, 2015

Spændende bekendtskab med en forfatter som jeg ikke har læst før.

En dreng på 12 år, Milo, leger cykelvæddeløb med sin moster Marguerite. Hun kører først en svær rute, og så skal han prøve. Det går galt, han vælter og får alvorligt kraniebrud.

Forældrene Lino og Céleste bliver chokerede, for de troede at Marguerite læste lektier med ham. Bedstemoren Jeanne, der ikke bryder sig meget om Marguerite, blander sig også. I starten synes der kun at være én skyldig, men efterhånden, som vi kommer nærmere på familien, bliver billedet mere broget.

Bogen er fortalt gennem de enkelte personers syn og beretning, og det skifter mellem dem gennem bogen. Vi får således set sagen fra alle sider, og der bliver efterhånden afsløret mere og mere om personerne og deres fortid.

De har alle dunkle levn og lever i virkeligheden på en løgn, kun deres kærlighed til Milo synes at være ægte. Men i deres indbyrdes forhold bliver hadet det dominerende.  Det er en lang optrævling, der næsten bærer læseren igennem, for det kan da ikke blive værre?
En bog om menneskers overfladiske og hykleriske samvær, der kan kan forbedres via en tragisk ulykke hos et barn.
Kan anbefales!

JC Lattès, jan 2015

Je viens er en stor roman fortalt gennem tre kvinder: Charonne, der er adopteret af endnu en fortæller :Gladys, der er gift med Régis. Den tredje fortæller er Nelly, der er mor til Gladys.
Bogen foregår næsten udelukkende i et stort hus i Longchamps-kvarteret i Marseille. De tre fortællinger strækker sig næsten over de seneste 100 år.

Charonne starter og er vel bogens mest positive person. Hun er adopteret, da Gladys og Régis ikke kan få børn. Hun er sort og bliver en stor frodig pige. Hendes forældre, der slet ikke kan klare at have hende forsøger at levere hende tilbage, men får afslag. Charonne beslutter sig dog for at leve på trods af dette og forsøger at skabe bedre forhold i familien, der er ved at gå op i sømmene. Bedstefaren, Charlie, er racist og bryder sig ikke om hende, mens bedstemoren Nelly tager hende til sig som den eneste. Nelly er en tidligere feteret filmstjerne, men er nu ved at falme helt hen.
Familien er rig, og er blevet rigere gennem giftermål. De kan altså leve af deres formue og har en stor stab af tjenestefolk. Gladys og Régis forskanser sig nærmest i den øverste etage, når de ikke er på rejser i Asiens stepper. Det er nemlig et par, der er meget opmærksomme på sundhed og sunde spiser. Ja, der er mange forviklinger og mange problemer som alle på nær Charonne forsøger at skjule, men deres løgne og fordrejelser bliver sat på en prøve i hendes selskab.
Der er også et gammelt kontor, hvor de tre kvinder hver møder en ånd/spøgelse som de kommer i kontakt med. Myter og eventyr spiller også ind i denne rige fortælling, men emner som racisme, alderdom, udnyttelse samt mangel på kærlighed giver den dybde.
Romanen er fantastisk godt skrevet og komponeret, nogle afsnit bedre end andre, så en lidt kortere udgave havde nok været at fortrække. Men ellers er det alt i alt en roman der kan anbefales.

P.O.L
December 2014

Efter den store succes med fakiren og Ikea-skabet er Romain Puértolas tilbage med en ny roman med en lang og mærkelig titel som den første.

Det er ikke en egentlig roman, men snarere en slags eventyr. Et kvindeligt postbud med fornavnet Providence har adopteret en lille pige i Marokko, der lider af en cystisk fibrose. Det medfører at hun har svært ved at trække vejret, for hun har ligesom slugt en stor sky.

Providence skal netop til Marokko for at hente pigen, for hun bor selv i Paris, men den dag er al flyvning aflyst på grund af den berømte askesky fra Island. Gode råd er dyre, men det ender med, at hun lærer at flyve ved at bevæge sine arme, og i bikini (vejer ikke så meget) flyver hun til Marokko. Resten må I selv læse om.

Desværre kan den nye bog slet ikke leve op til historien om fakiren. Der er skam mange sjove sproglige finurligheder og en handling, der bestemt ikke er helt almindelig, men bogen bliver langtrukken og kører lidt i ring.
Det er da fint, at der direkte og indirekte henvises til fakiren, men der mangler noget i at gøre historien lige så usædvanlig.

Der er mange gode billeder, hints til aktuelle emner, men det er altså ikke nok. Bedre held næste gang.

La Dilettante, januar 2015

Den 7. januar udsendte Flammarion den nye bog af Michel Houellebecq: Soumission. Temaet i bogen var allerede sluppet ud i december, så de fleste aviser havde haft travlt med at skrive om hans islamofobi, og at bogen ville være vand på Marine Le Pens mølle med sin frygt for muslimerne. Soumission (underkastelse) er i øvrigt oversættelsen af det arabiske ord islam

Det er nu godt at læse en bog, førend man udtaler sig om den, så det har jeg gjort.

Bogens hovedperson Fran çois er en 44-årig universitetsprofessor, der har skrevet en disputats om Huysmans, en forfatter fra slutningen af den 19. årh. der efter et fortumlet liv endte i et kloster som overbevist katolik. François er selv meget opgivende, har mistet lysten til at undervise, ser med mismod på sin samtid, an ikke engagere sig, har næsten ingen kontakt til andre end Myriam, en ung studerende der er blevet hans elskerinde.

Vi er i 2022. Hollandes 2. periode er slut, og der skal være valg. Overraskende bliver det lederen af de muslimske brødre der vinder, og for ikke at få det største parti Front National til magten går PS, UMP og de muslimske brødre sammen i en regering under François  Bayrou (der i øvrigt af François bliver kaldt den største idiot). Den nye præsident overlader økonomien til de gamle partier, men tager sig selv af l'Education, da han vil skabe en ny humanisme. Han vil udvide EU til en samling med landene på den anden side af Middelhavet etc. Det hele sker faktisk uden større modstand, og arbejdsløsheden forsvinder, da kvinderne skal blive hjemme!

Fran çois bliver i første omgang fyret, da han ikke er muslim. Myriam er taget til Israel, for hendes familie er jøder. Han forsøger at gå samme vej som Huysmans, men får et nyt syn på ham. Universitetets leder får ham tilbage på universitetet, for  Fran çois omvender sig. En tredobbelt løn og det nye polygami er med til at få ham til at acceptere.

Der er selvfølgelig megen provokation og skandalestof i bogen, men den er også satirisk og humoristisk og giver et skarpt blik på vores tid, hvor det økonomiske og forbruget er det vigtigste. Ikke mange diskuterer det åndelige og religiøse. Skildringen af 2022 virker meget nøgtern, men også med et fremtidssyn, der måske ikke er helt ved siden af. Vi har allerede set Houellebecqs forkærlighed for science-fiction, som f.eks. i La possibilité d'une île, hvor han giver nogle billeder af fremtidens samfund.

En skarp og velskrevet bog, der bør læses og diskuteres, men ikke på den fordømmende måde som flere franske medier gør.

Flammarion, januar 2015

Un hiver à Paris er en lille roman om Victor, der kommer ind fra provinsen for at gå i classe préparatoire inden han skal forsøge at komme ind på universitet eller les grandes écoles.

Han er målrettet i sine studier, har ingen rigtige venner og føler sig ikke helt godt tilpas. Men det hele vender en dag, hvor én af de studerende, som han ofte ryger en cigaret med, begår selvmord ved at kaster sig ud over et trappegelænder. Det er efter et opgør med én af de modbydelige lærere, der altid er parat til at nedgøre de studerende.

Bogen viser en ung mands kamp for at overleve, hans flagrende liv, oplevelser af Paris hvor han kan bevæge sig i total ensomhed og anonymitet.

Efter selvmordet ændres hans karakter og meget nøgternt beretter Blondel om hans videre skæbne set i tilbageblik, for Victor er endt som gymnasielærer i provinsen.

Det er en velskrevet og velkomponeret roman, der holder én fanget i. Den udspiller sig foruden i Paris i Troyes og Les Landes, og det er med til at understege de tre forskellige verdener.

Buchet-Chastel 2014

Adrien Bosc debuterer med denne roman, som han har lagt mange års forarbejde i . Det er nemlig en roman, der drejer sig om en flystyrt, som virkelig er sket, men som man ikke siden har kunnet forklare årsagen til.
Det var heller ikke hvilket som helst fly, for blandt passagerne var bl.a. Marcel Cerdan, den tidligere verdensmester i boksning i mellemvægt. Han er på vej til New York for at få en revanchekamp og for at møde sin elskede Edith Piaf.
En anden stor berømthed på flyet er vidunderbarnet violinisten Ginette Neveu. Der er en journalist, en handelsrejsende, nogle baskiske fårehyrder - kort sagt en blandet flok på 48 personer.

Adrien Bosc har på alle måder forsøgt at besvare spørgsmålet om hvad der gik galt, hvorfor forulykkede flyet på et bjerg i Acorerne og landede ikke på den planlagte lufthavn?

Flyets navn er Constellation, og denne betegnelse bruges til at væve historier om de enkelte passagerer sammen. Hvorfor var det nu lige denne konstellation, det skulle gå galt for?

Det var den 27. oktober 1949, at flyet forulykkede, men det er lykkedes for Adrien Bosc at finde frem til de fleste passagerers forhistorier, som bliver fortalt nøgternt, krydret med små glimt fra deres liv.
Vi, der sidder og læser med, som om vi sad i flyet samtidig, har jo visheden om, at flyet styrter. Det er en rystende flyvetur!

En flot debut for Adrien Bosc, og man kan kun håbe på, at der kommer mere af samme kvalitet fra ham.
Heldigvis er han blevet hædret med Académie Française - Grand Prix du roman - 2014 - helt fortjent!
En spændende og anderledes bog, der bør læses.

Stock 2014

Dette blev så årets Goncourt-vinder i et ellers meget stærkt felt, hvor min favorit Foenkinos blev slået.
Lydie Salvayre er datter af indvandrere fra Spanien, og i denne roman tager hun fat på sommeren 1936 og den spanske borgerkrig.
Bogen er spændende bygget op med flere stemmer: hendes mor Montse, der flygtede til Frankrig og som taler en sjov blanding af catalansk og fransk, en anden stemme er forfatteren Georges Bernanos og hans skrifter rettet mod frankisterne, hvis grusomheder han taler mod. Han er heller ikke kirkens mand, da de ser gennem fingre med grusomhederne for at tækkes lederne.
Montse bor langt ude på landet og er en ung uskyldig pige opdraget i de gamle mønstre. Borgerkrigen bliver pludselig et håb om at alt nu vil ændres, der vil komme frihed og retten til selv at bestemme. Sammen med broderen Josef, der er en af de røde, oplever hun suset under en demonstration i Barcelona. Hun møder en franskmand der er smuk som en gud (muligvis Malraux), som skulle være far til Lydies storesøster!
Alt går dog efterhånden galt og vi følger nedslagtningerne af de kommuniske fattige bønder, Montse  bliver hurtigt gift med Diego. De flygter til Frankrig i januar 1939. Hun bor der stadigvæk og er nu en ældre dame, der får fortalt om de største oplevelser i sit liv.
Bogen er velskrevet, spændende, provokerende og en varm hyldest fra en datter til en mor.

Forlaget Seuil, 2014

Som én af de fire sidste hos Goncourt-juryen er Pauline Dreyfus' bog bestemt værd at læse.

Vi starter med en begravelse af Natalie de Sorrente, hvis liv senere skal rulles op i løbet af romanen. Hun er fra en fin familie og gift ind i en anden familie, der har rødder tilbage til den franske kongeslægt, så det er virkelig overklassen og dens liv vi hører om.

Første del er omkring 1. Verdenskrig, og her hører vi bl.a. om de adelige kredse og Proust, der er med som iagttager og senere forfatter. Forfatteren giver et uforfalsket billede af tiden, men mest interessant bliver det først, da vi når frem til 2. Verdenskrig. Her bliver familien nødt til at tage til den frie zone, hvor de keder sig gudsjammerligt.

Natalie har fået en datter med sin mand Joseph, men hun har eventyr med en ung mand, der dog hurtigt forlader hende. Men hun er gravid og får en søn. Sagen dæmpes hen.

Natalies liv er ikke spændende mere, men det tager fart, da hendes mor dør og hun får at vide, at hun er et uægte barn. Faderen er en jøde.

Sidste del foregår i Paris i krigens sidste år, og her får Natalie pludselig et syn på, hvordan jøderne bliver behandlet. Sidste afsnit er i det hele taget det bedste  og giver en fin skildring af hendes karakter sammen med billedet af Paris under besættelsen. Meget er set fra overklassens middage på Maxime og andre fashionable steder.

Lidt tung at komme i gang med, men ellers et veldokumenteret billede af de to krige og perioden mellem dem.

Grasset, 2014

Fantastisk bog der er skrevet op mod Camus' L'étranger af journalisten Kamel Daoud.

Der er en lang enetale som vi kender den fra La Chute. Den foregår på en bar i Oran og fortælleren er Haroun, der er lillebror til den araber som Meursault skød. Haroun understreger, at han kun omtales som araberen 25 gange, aldig ved sit navn Moussa.

Harouns mor er stadigvæk levende, i modsætning til Meursaults mor, hvis begravelse ikke berører Meursault meget. Som det siges et sted i bogen fortæller Haroun historien fra højre til venste og ikke fra venstre til højre som Camus. Forholdet mellem moderen og sønnen er særdeles anspændt, for Haroun kan ikke erstatte Moussa. Vi følger deres kamp for at få kendt Moussa martyr, det går endda så langt, at Haroun må slå en franskmand ihjel efter befrielsen.

Det er selvfølgelig mest spændende at læse historien, når man kender L'Étranger godt, men der er nogle ekstra lag, der handler om situationen i Algeriet nu. Den eufori der viste sig efter landets selvstændighed er forsvundet, der er nogle meget barske udtalelser om religion og folks ligegyldighed.

Romanen udkom i 2013 i Algeriet og i 2014 på Actes Sud i Frankrig. Skal læses!

Vi starter med en forkælet piges dagbog i Cannes i 1980, en ung mands sorg i New York i 1964, en brevveksling under 2. Verdenskrig, et ægteskab opløses i 1984 i San Francisco, og endelig læser en ældre dame nogle optegnelser fra krigen. Der er altså faktisk fem historier i denne bog skrevet af Frédérique Deghelt.

De forskellige personer har ikke umiddelbart noget at gøre med hinanden, men i det afsluttende afsnit får læseren mulighed for at sætte historierne sammen.

Der er anvendt flere forskellige fortællingsformer såsom dagbog og brevvekslinger, og det giver bogen et vist liv.

Det er dog ikke alle fem afsnit der er lige gode, og forfatteren har en tendens til at skære det for meget ud i pap for læseren. Ofte lidt for langtrukkent, men undertiden også meget spændende og velskrevet.

Kort sagt, der er både godt og skidt og bogen kunne sagtens være kortet noget ned.

Éditeur : J'ai Lu (2014)

Benoît Duteurtre har skrevet en ny roman med en god historie i vores Internet-tid.

Hovedpersonen Simon Laroche der arbejder for La Commission des libertés publique kommer under uformelle samtaler til at sige noget mindre pænt om bøsser og kvinder. Desværre for ham er han blevet optaget på bånd og det spredes via Internet.

Han er da ellers en ordentlig mand der passer sit arbejde, og som last ser han lidt på pornografiske sider på nettet. Men der sker også noget mærkeligt med folks mails. Pludselig kommer gamle og slettede mails igen, og alle kan læse alles mails. Det er "le grand dérèglement".

Simon dør ved at uheldigt fald og skal så til Paradis, men her er der et større skranpaveri med alle de moderne IT-værktøjer. Her bliver det ganske sjovt at læse om hvordan Paradiset kan se ud.

Bogen er faktisk meget morsom at læse, og det er med en slet skjult ironi at vi præsenteres for et paradis med IT.
Hovedpersonen er fint beskrevet, og vi får et godt indtryk af hans opfattelse af en verden, der er ved at gå af lave.
Kan anbefales.

Gallimard, 2014

Ny bog af G. Brisac der tager udgangspunkt i en flok une revolutionære i 1970'erne. Det er søstrene Anna og Molly, der er hovedpersoner og samtidig modsætninger. Anna er den yngste, men uden søsterens udadvendte og sociale engagement.

Anna er den litterære der skriver om de ting der foregår i de revolutionære kredse, får stor succes, da hun udgiver en bog under pseudonym, men anklages af de andre for en form for forræderi.

Bogen er skrevet på en meget enkel, men samtidig indviklet facon, idet vi præsenteres for mange synsvinkler ud fra de forskellige hæfter som Anna har skrevet i. Forfatteren blander sig også med sine kommentarer.

Meget spændende stof og en interessant måde at fremstille stoffet på. De to søstre og deres forhold er baggrund for en skildring af en periode med revolution, kønsrollediskussioner, husbesættelser i en berusende tro på ændringer, men samtidig også en nedtur, som de må prøve at ændre på.

Éditions de l'Olivier, 2014

Lia, der er er fyldt 20 år, er til begravelse af sin oldemor, der har boet i et gammelt hus i Les Landes.

Tipoldemerens liv har været en kamp. Hun blev tidligt alene med et lille barn efter faderens død i en bilulykke. Barnet der er Lias bedstemor samt Lias mor er også med til begravelsen.

Det er med andre ord en cirkel af enlige kvinder der hver har fået en pige.

Lia er en moderne kvinde med lyst til livet, men hun forstår ikke de andre kvinder i familien. Hvor for de ikke kunnet holde på en mand?

Snart tager handlingen dog fart, da de efter begravelsen begynder at rydde op i oldemoderens papirer. Der gemmer sig en hemmelig i familen, og den bliver vi indviet i et godt forløb.

En af oldemoderens veninder er også med til begravelsen, og hun besidder en nøgle til en del af hemmeligheden.

Roman er godt skrevet og rummer en række portrætter, og giver et fint billeder af en familien over fire generationer.

Det er Sophie Brocas' første roman, og vi har her en flot debut der forhåbentligt vil blive fulgt op på.
(Julliard, august 2014)

Denne bog er jeg ikke specielt begejstret for. Det skal forestille at være en roman, hvor der kører to spor som til sidst bliver til et.

Det ene spor er Elvis' liv skildret med fokus udelukkende på de mørke sider, mens det andet spor følger en tjenestepige Yvonne der arbejder hos en gammel mand, John White. Han er amerikaner og bor nu i Frankrig, gammel, syg og affældig.

De to spor mødes med en formodning om at den gamle mand faktisk er Elvis, der ikke døde i 1977, men forsvandt. Ak, ja.

Ikke noget af interesse, skrevet i et uinteressant sprog.

Actes Sud, august 2014

Ny roman af Patrick Modiano som jeg som sædvanlig kaster mig over. Heller ikke skuffet denne gang, snarere tværtimod!

Jean Daragane vækkes af et telefonopkald. Han er en ældre mand der ellers har isoleret sig mere eller mindre, for de fleste han har kendt er døde eller forsvundne, og ser han endelig én, undgår han ham.

Opkaldet bliver anledning til et møde med en pågående person der har fundet hans lommebog, men samtidig bliver det også anledning for Jean til at kalde ting frem fra sin fortid som ligger tilbage i 1950'erne og 1960'erne.

I mange bøger skriver Modiano om huset i Saint-Leu-La-Forêt og i denne bog kommer vi endnu tættere på. Modiano boede selv i nogle år i sin barndom i dette hus.

Han var på afstand af sine forældre og knyttede sig til en af moderens veninder, her i bogen er det Annie Astrand. Måske er det savnet der fremkalder minderne pludseligt, men de vælter ind over Jean og slutningen på bogen antyder måske, at tabet af Annie er et sår, som ikke heles.

Modiano beretter ikke om sit liv, han drømmer det, og efterhånden som afstanden til barndommen bliver større bliver drømmen måske mere afrundet og set i et større perspektiv. Men alle de mystiske og ikke klare minder og personer, som barnet møder, finder vi aldrig en klar forklaring på.

Gallimard, oktober 2014

Antoine Laurain leverer her en glimrende bog, hvor min yndlingsforfatter Patrick Modiano også indgår som person. Som hos Modiano er der tale om nogle mystiske personer og omstændigheder, der starter en søgning.

Det begynder med et overfald hvor en kvinde Laure berøves sin taske og slår sig, så hun senere går i coma.

En boghandler, Laurent finder tasken, men der er nu ingen identitetspapirer i den, kun forskellige småting, en lille dagbog og en roman signeret af Modiano. Laurent kan dog finde ud af, at kvinden hedder Laure til fornavn.

Han tiltrækkes af denne gåde og starter sin søgning. Især er han tiltrukket af hende gennem det kendskab som han får til hende gennem læsningen af hendes notater og dagbog.

Uden at røbe for meget kan jeg godt afsløre, at det ikke bliver den eneste søgen i denne bog.

Bogen er skrevet meget i et betagende antydende sprog, hvor man skal bide nøje mærke i detaljerne. Der er bestemt noget Modiano over stilen, men også meget mere.

Et virkelig fund, en fornøjelse at læse!

Flammarion, september 2014

En ung marokkaners debutroman der chokerer lidt med sit emne: et portræt af en ung journalist, kvinde, nymfoman, der kun er tilfreds når hun tiltrækker sig opmærksomhed.

Hun lever faktisk gennem og af de andre. Hun har imidlertid mand og barn, men de kan slet ikke være nok for hende.

Hun indleder mange kortvarige forhold, og er altid ude efter en ny erobring. Det skal helst foregå pirrende nær en afsløring.

Det må selvfølgelig også gå galt på et tidspunkt, men her knækker romanen lidt, for nu skal vi pludselig se hende som den pligtopfyldende hustru, der ikke tænker på sine laster.

Der er ikke en psykologisk analyse af hendes færd, der er lidt erotiske scener, men ellers får vi mest præsenteret en hverdag, der slet ikke kan leve op til hendes drømme og krav.

Skrevet i et koldt nøgternt sprog, hurtigt læst, men måske også hurtigt glemt. Bedre held næste gang.

Gallimard, august 2014

Grégoire Delacourt har skrevet denne store dramatiske roman i tre dele.

Første del foregår i det nordlige Frankrig, anden del i Mexico og tredje del i Frankrig. Fortælleren i første og anden del er forsikringsmanden Antoine, i tredje del er det hans datter Joséphine.

Hvert kapitel har et tal som overskrift, for starten af bogen handler om "Une vie, et j’étais bien placé pour le savoir, vaut entre trente et quarante mille euros." Fortælleren er nemlig som ansat i forsikringsbranchen en person der ikke har plads til følelser.

Vi følger Antoines forældre, faderen er kemiker og viser ikke følelser, moderen bliver træt af familien efter én af hendes tvillinger dør. Hun flytter væk. Det er altså en barndom uden mor, uden følelser som Antoine gennemlever med sin søster, som han søger at beskytte.

Antoines liv bliver en periode lykkeligt. Han får en kone og to børn, men det får ben at gå på. Konen er utro og han bliver arbejdsløs.

Det bliver faktisk ret dramatisk, men det vil jeg ikke afsløre her.

Bogen er fortalt i et kortfattet og præcist sprog. Fordyber sig i en families udvikling, og de gener som de tager med sig. Mange aktuelle scener af de moderne liv, hvor personerne har svært ved at holde sammen.

Kan stærkt anbefales.

JCLettès, august 2014

Har anskaffet mig det første bind i en 10-binds serie af en tegneserie om 1. Verdenskrig. Det er meningen, at de 10 bind skal udkomme i løbet af de kommende 4 år.

Serien starter med en barsk oplevelse fra februar 1919, hvor én af de såkaldte  "gueule cassée" er ved lægen angående en protese. Hans ansigt er heller ikke noget kønt syn. Han kan kun fremstamme en enkelt sætning og hans kone siger, at det er alt hvad han siger. Barsk start!

Så springer vi til en markedsplads august 1914, hvor stemningen er høj. Der er 8 kammerater, der snart skal indkaldes, og de er sammen med koner og kærester. Der er lidt skærmydsler mellem dem, men det går trods alt. Alt afbrydes ved oplæsningen af krigserklæringen midt under ballet.

De 8 mænd kommer i samme regiment, og nu følger vi dem i krigens start. Det udvikler sig hurtigt til død og lemlæstelse. Ved første bogs afslutning har de 8 mænd forstået, hvad de står midt i.

Der er gode tegninger, en klar historier og en historie, der hviler i historiske rammer. Sproget er også fyldt med datidens ord og udtryk. Tegner godt for de næste bind.

Delcourt, august 2014

Alma Brami har fået sin sjette roman ud til årets "rentrée littéraire" og gør indtryk med sin meget moderne stil og sprog.

Bogen er en slags selvbiografi fortalt af en mand på omkring de 50. Han har mistet tidligere kone/kæreste, og nu mister han sit arbejde. Han får dog hjælp af en kammerat, der skaffer ham et lidt kedeligt job i et supermarked.
Han har ikke tillid til sig selv og siger ikke meget, men i hans tanker ser han ofte ned på andre. Der er flere sjove scener set fra hans sind og fortalt som de sker. Mange sproglige finesser og sjove navne til personerne som "Heinchérie" m.fl.

Han har også problemer med sin mor på plejehjem som han flittigt besøger. Hun er ikke nem at gøre tilpas.

Der er en enkelt kvinde han ser ofte, men de har svært ved at nå hinanden, han er for genert og tilbageholdende, hun har mest brug for en ven for ikke altid at være alene.

Mod slutningen skal han tage en beslutning om at skabe sig et bedre liv, men mon han får gjort det.

God og lovende roman.

Mercure, august 2014

Én af bøgerne som må forventes at få en pris om ikke andet så for den skarpe og nådesløse skildring af en mands tyranni mod sin hustru.

Bogen starter med en forfatters håbløshed og mangel på inspiration, da en kvindelig læser henvender sig til ham for at møde ham. Hun er betaget af hans seneste bog og har forstået den næsten bedre end forfatteren selv.

Bénédicte Ombredanne og forfatteren Éric mødes to gange, og ved deres andet møde fortæller hun ham om store dele af sit liv. Et ægteskab med en underkuende mand, et møde med en anden mand via nettet. De har sammen den bedste eftermiddag i hendes liv!
Hun kan dog ikke forlade sin ægtemand og deres to børn, og så starter beskrivelsen af hendes forfærdelige hverdag, forhold til børn og familie.

Nu vil jeg ikke fortælle om, hvad der ellers sker, men på et tidspunkt får vi at vide, at hun har en tvillingesøster, der bidrager til portrættet af Bénédicte.

Bogen er måske lidt for omfangsrig, men til gengæld er den fænglende i sin komposition og den skæbne der fremstilles. Der er alle trin fra den dybeste ulykke og sorg til den næsten guddommelige lykke, så ens følelsesregister får en ordentlig tur.
Gallimard 2014

En mærkelig bog der udspringer af en præsidents forhold til 2 (?) kvinder på samme tid.

Valérie Trierweiler blev ganske kort efter afsløringen af Hollandes forhold til en fransk skuespillerinde afskediget i en kort meddelelse fra Elysées-palæet som Frankrigs Première Dame. De havde ellers dannet par i syv år.

Det skete i januar 2014, og nu får vi så hele historien set fra Valérie Trierweilers side. Det er på mange måder en smuk kærlighedshistorie mellem en journalist med tre børn og en politiker med fire, der da de mødtes ikke havde nogen central placering.

Vi får parrets historie fortalt blandet med klip af de politiske kampe som Hollande måtte føre, førend han blev præsident. Trierweiler må opgave sit arbejde som politisk journalist og TV-interviewer og træde ind i rollen som førstedame.

Der er ikke mange stunder sammen og Hollande virker mere og mere følelseskold og afvisende - hun bliver mere og mere hysterisk og føler at hun lever et pseudoliv.

Interessante afsløringer af livet i Elysées-palæet og de politiske intriger. En afdækning af en præsident der bliver grebet af magtfeberen og bliver kold og glat.

For Trierweiler er bogen en kamp for at frigøre sig, at få lagt det bag sig, men det er smerteligt, og vel ikke helt fri for at være en hævn.

Bogen er godt skrevet, ikke kun sladder, men et billede af det politiske liv som ikke altid levner plads for det personlige.

Les Arènes Editions, sept. 2014

Olivier Adam har skrevet en god roman, der foregår ved Côte d'Azur ved et lille badested der har et vældigt liv om sommeren, men når turisterne er væk, virker det noget dødt.

Byen har et fodboldhold, der har kvalificeret sig til kvartfinalen i pokalfodbold, men holdets stjerne Antoine er noget ustyrlig. Han brækker næsen på en modspiller og får karantæne. Samme aften er der et enormt stormvejr, flere dør og Antoine bliver slået ned med et voldsomt kraniebrud.

Der sker altså pludselig en masse, og vi få nu kapitler med implicerede personers tanker og følelser. Det er de unge der er vokset op med sol og sjov om sommeren, men uden større ambitioner. Piger der er blevet tidligt gravide og nu hænger på børnene. Mange er uden håb og pejlemærker.

De lidt ældre har problemer med ægteskabet, er blevet skilt, har et uafklaret behov for tryghed. Har problemer med børnene.

Bogen er skrevet med en stor indlevelse, men uden pegefingre. Det er en registrering af Frankrig nu og en fortabt generation. Der er få håb tilbage, men der er da fodboldholdet der kommer langt i turneringen, men det er de spildte kræfter, da de senere falder sammen.

Der er mange flere temaer i bogen, som jeg kun kan anbefale.

Flammarion, aúgust 2014

Amélie Nothomb er som sædvanlig klar med en ny roman til "la rentrée littéraire", allerede trykt i 200000 eksemplarer! Romanen har den smukke titel "Pétronille", der er fornavnet på bogens hovedpersonen sammen med Amélie selv. Vi har nemlig at gøre med en selvbiografisk og fiktiv beretning med en blanding af realisme og fiktion.
Amélie elsker champagne, men mangler én at drikke den med, og det kan ikke være hvem som helst. Hun møder tilfældigt Pétronille, da hun signerer bøger en dag, og de to indleder et mærkeligt venskab.

De er nærmest modsætninger. Amélie er altid den der glider af og er altid høflig, mens Pétronille siger tingene ligeud og ofte med et bramfrit sprog. Pétronille udgiver også et par bøger og er i det hele taget en gådefuld person. Det er sikkert en udgave af Amélie Nothombs veninde Stéphanie Hochet, men det er i og for sig underordnet.

Bogen har mange fine scener, og en noget overraskende slutning. De to kvinders samtaler er sjove både under indtagelsen af champagne og på deres fælles skitur f.eks.

Der er én af de bedre romaner på det seneste fra Amélie Nothomb, så den bør man læse.

Albin Michel, august 2014

Årets "rentrée littéraire" er startet, og Foenkinos lægger smukt ud med bogen "Charlotte", der handler om den jødiske kunstner Charlotte Salomon.

Hun blev født i 1917 i en jødisk familie. En familie præget af en række selvmord og en dyster stemning. Vi følger Charlotte gennem hendes noget triste liv med en enkelt stor kærlighedsoplevelse, i et Berlin hvor nazisterne tager over og gør livet uudholdeligt for jøderne. Hun flygter til Frankrig, men bliver til sidst sendt i kz-lejr og bliver slået ihjel i 1943.

Charlotte har talenter som tegner og maler, og vi følger hendes kamp for at fremstille sit store værk om sit liv "Vie ? Ou Théâtre ?".

Historien er fortalt med indskud af forfatterens søgen efter steder og personer i hendes liv og er fortalt i et meget enkelt sprog, ofte kun hovedsætninger.

En dokumentaragtig nøgen beskrivelse af et liv, men på den måde meget stærkere. Man væmmes over den måde man kan behandle andre mennesker på i nazi-tidens Tyskland, men det er fortalt med enkle konstateringer.

En meget anderledes Foenkinos bog, men den brænder sig ind i én. Et stort værk.

Gallimard, august 2014

Frédérique Martin er endnu én af de meget talentfulde unge kvindelige forfattere.

Hendes nyeste bog "Sauf quand on les aime" handler om fire unge der bor i lejlighed sammen. De har alle nogle mindre gode oplevelser med sig, men for at klare husleje etc. har de besluttet at bo sammen som "co-locataires".

Bogen foregår i Toulouse og Tunis, hvor vi følger de unge, der er en gruppe af ret anonyme personer, der forsøger at klare livet. Der er flere kærlighedsforviklinger, arbejdsløshed, dårlige jobs og endelig en magtesløshed overfor vold.

En ældre nabo bliver også en del af deres liv, og efter en del trængsler forsøger de at vælge en ny vej.

Bogen er skrevet i et medlevende og undertiden poetisk sprog blandet med moderne slang. Det er en bog man ikke lige vil glemme, og den kan stærkt anbefales. Den rammer ind i det moderne Frankrig og dets unge med manglende tillid til fremtiden.

Belfond, august 2014

Først læste jeg en novellesamling af Marguerite Andersen (se omtale), men efter at været kommet lidt tættere ind på hende via søgninger på nettet, fandt jeg ud af at det er en helt specielt kvinde.

I en alder af 89 har hun med denne bog skrevet sine "confessions" på linje med Montaigne, Rousseau og andre andre med deres selvbigrafiske værker.

Hun er født i 1924 i Berlin, har oplevet 2. verdenskrigs rædsler, lavet i Tunesien med sin franske elsker og senere mand. Boet i Berlin. Undervist i Addis Abbeba og har nu boet 30 år i Canada.

Hun fortæller i en prosadigt-agtig facon alt om sine gode og mindre gode stunder. Hendes to sønner og en datter spiller en stor rolle, men hun er samtidig en karrierekvinde, forfatter, feminist. Hun bliver i Canada gift med en dansker, deraf hendes efternavn.

Det er en ufattelig god bog, der går så tæt på mange ting, som i større eller mindre grad rummes i alles liv. Hun har nok været mere modig end de fleste, og bogens titel skal selvfølgelig tages med et gran ironi, for betegnelsen passer slet ikke på hende.

Meget anbefalelsesværdig bog, skrevet i et let og sanseligt sprog.

Edition Prise de parole, 2013

Ny roman af Yann Queffelec der som mange andre foregår i Bretagne i en lille afsides landsby. Hovedpersonerne er et ungt par der mister et barn på grund af deres egen uforsigtighed.

Dette sker i 2003 og bogen udvikler sig derfra. Der er tidsspring op til 2015, og fortælleren er lagt ud til flere personer bl.a. også den det døde barn.

Ægteparrets indbyrdes kampe og skænderier, mandens (Nividic) galskab og hans forsøg på at fortrænge sorgen gennem druk og utroskab er nogle af hovedtemaerne i bogen. Yolande, moderen, er efter mange års kamp parat til at forlade Nividic, men en ny graviditet vil måske stoppe det.

En anden vigtig person er danskeren Paol Jorgensen, der er blevet forladt af sin kone og nu kæmper mod le marquis, hvis fabrik har efterladt en enorm forurening. Der er nu planer om at rejse en vindmøllepark, men kun for profittens skyld.

Nividic bliver på et tidspunkt anklaget for drab på en af overklassens døtre, som han har haft en affære med.

Der er altså dramatik nok, men det mest interessante er nok fortællingsformen, det sproglige univers og de forskellige spring i tiden.

En grum historie, måske lidt for flagrende, men med gode scener omkring ægteskab og utroskab og den uovervindelige sorg ved at miste et barn.

Cherche-Midi, 2014

I denne bog er der fire mindre tekster af Simenon, der alle er skrevet under et ophold i Canada 1946-47.

Historien om l'inspecteur Malgracieux der er sat på en sag, som Maigret synes er så spændende, at han blander sig lidt for meget, giver nogle fantastisk gode skildringer af både Maigret og hans arbejdskolleger. Godt plot og dejlige beskrivelser fra Paris.

I historien om "Le témoignage de l'enfant du choeur" er handlingen flyttet ud fra Paris til en provinsby, hvor der pludselig er forsvundet et lig.
En kordreng vidner ellers om, at han har set det en tidlig morgen på vej til dagens første messe. Maigret har taget madame Maigret med, så her kommer vi tæt på deres ægteskab.
Det bedste ved historien er faktisk beskrivelsen af Maigret der får en alvorlig influenza og må holde sengen samtidig med at han opklarer sagen ! En perle.

Der er yderlige to gode historier i bogen, der bestemt er en fornøjelse at læse.
Kan anbefales.

En familehistorie af de lidt usædvanlige. En tante, som har været familiens sorte får, dør. Hendes brødre med familie samles for at følge hendes begravelse og høre om hendes testamente. Det viser sig, at hun faktisk har efterladt en enorm sum penge trods de simple kår, hun har levet under.

Det lyder jo fint, men damen har stillet som betingelse, at de finder et bestemt smykke, som hun har gemt ved huset. For at finde det har hun givet dem en gåde. Er smykket ikke fundet inden en måned, har alle ret til at søge efter det.

Familierne bruger nu hele deres sommerferie på projektet, og det er her, at det er sjovt at følge udviklingen gennem en ung dreng på 14 års beretning.

Ganske morsom bog, men måske lidt for mange sidespor. Vi får dog et glimrende billede af en lille landsby i baskerlandet og en række særlige karakterer. Får tanten mon hævn over familien? Ja, det vil jeg ikke afsløre.

God til sommerlæsning!

L'éditeur numérique 12-21 se joint aux commémorations de la Première Guerre Mondiale d'une manière originale.

Et forlag har lanceret en blog med historien om den unge trykker Antoine Drouot, der er 24 år i 1914. I en dagbog noterer han fra juli 1914 alt hvad han ser og beskæftiger sig med.

L'œuvre « vivante » est le fruit du travail de Julien Hervieux. Ancien professeur d'histoire, il est passionné par la Première Guerre Mondiale. Pour son projet, il a travaillé à partir de journaux de marche du 24e régiment d'infanterie. Les documents avaient été rédigés à l'initiative du commandement, et décrivaient combats,  manœuvres, trajets - tout le quotidien des hommes.

Jeg har læst de fire første ugeoptegnelser og fulgt med på blog-siderne, og der er virkelig meget at komme efter, for vi får virkelig indtryk af dagligdagen for mænd og kvinder som den var for 100 år siden.
De to første uger er gratis, så prøv at læse dem. http://www.alaviealaguerre.fr/TEST/

En Modiano-roman fra 2012, men i princippet kunne den sagtens være skrevet før, for den handler om hændelser fra 1964 i Paris.

Fortælleren Jean er en ung rodløs der hverken har familie eller sociale netværk at støtte sig til. Han har truffet en ung pige Dannie og de fører en underlig tilværelse sammen i ca tre måneder. Hun har en mærkelig fortid, nogle mystiske venner fra et kriminelt miljø. Ja, der er som sædvanlig masser af gåder og uklarheder.

Vi kommer dog lidt videre, for Jean får ca 40 år efter nogle dokumenter af den kommisær der undersøgte sagen. Dannie "a fait quelque chose de grave", hvilket er sket bevidst eller ubevidst. Vi får det aldrig at vide. En dag forsvinder hun bare.

Nu 40-50 år efter ved Jean faktisk ikke rigtigt om han gerne vil møde hende igen, men han opsøger dog steder hun har været. For Jean er der ikke stor forskel på drøm og virkelig, og i hans drømmeverden er der hverken nutid eller fortid. Han kan pludselig tro, at han ser fortidige personer som Baudelaires kæreste Jeanne Duval. Restif de la Bretonne er for ham vigtigere end levende personer.

Det er Modiano som han skal være, og læsningen af dette værk kæder sammen med temaer fra mange andre.

Herlig læsning.

Elise Tielrooy er egentlkig skuespillerinde, men har her kastet sig ud i sin første roman med en noget lang titel, der vel ikke siger så meget om bogen.
Bogen foregår på et "centre de thalasso" i Bretagne, og vi fornemmer straks duften af tang og det brusende hav. Omgivelserne er altså i orden. Nu kommer vi så i kontakt med en god række personer, hvis liv ændres radikalt i løbet af de få dage, som romanen udspilles over. Kassedamen Claudine har vundet et ophold på tre dage og forlader sit job og familien for første gang nogensinde. Mona er en ældre dame på 72, der ikke altid har været den gode mor, og som nu har problemer med sine voksner børn. Sønnen Victor kommer senere og bliver en vigtig person. Hovedpersonen er den unge Guillemette, der kæmper for at holde en facade. Hun har i barndommen været udsat for, at hendes større søster brændte inde, og at moderen forsvandt. Faderen Jean har fortalt, at hun er død.
Det er hun imidlertid ikke, og da hun vil vende tilbage, starter der en lang række ting, som omstyrter mange af personernes liv.
Ikke mere om handlingen, der er ret indviklet med mange bihandlinger, men det hænger faktisk godt sammen, og slutningen er da heldigvis ikke så dyster.
God sommerlæsning og pænt klaret for en debutant.
Belfond, 2014

En lille novellesamling der indeholder syv virkelige perler. De foregår på ofte fjerne steder, men den første foregår da i Paris. Her er det en ung kvinde fra Kirgistan, der er kommet til Paris. Hun tror, at hun taler fransk, for hun har haft privatlærer i to år, men virkeligheden viser sig at være en anden!

Vi kommer i en anden historie til Mauritius, hvor et ægtepar kæmper mod nye tider og nye religioner for at bevare den uberørte natur.

Antillerne, Asien, Alperne, Mozambique og Luxembourg er andre steder for de små noveller, der alle rummer en god og dyb historie.

Vi kommer gennem en række skæbner og store temaer som liv-død, identitet, kærlighed mm. Alle historier er meget velskrevne, og det har været en god læsning.

Kan stærkt anbefales, bogen fås i Folio eller som e-bog

Malene Rydahl debuterer som forfatter med denne både personlige og almene beskrivelse af hvorfor danskere rangerer så højt på listen over lande med lykkelige mennesker.

Hun har skrevet den på fransk, da Paris er hendes by nu, hvor hun har levet i mange år. Oprindelig er hun fra Aarhus, men som 18-årig tog hun skæbnen i sin egen hånd og søgte ud i verden.

Den nu 37-årige Malene Rydahl er kommunikationsdirektør i den amerikanske hotelkæde Hyatt og har nu boet i Frankrig 19 år.

Der er en del af hendes egen historie i bogen, da hun bruger sig selv og sit eget liv som et eksempel på, hvordan hendes danske base er grunden til at hun føler sig lykkelig, men ellers er bogen skrevet omkring 10 nøgler som hun anser som forklaringen.

Den vigtigste er nok "la confiance", vi har tillid til hinanden og til offentlige instanser, derefter kommer  "l'éducation", hvor vi opdrages til at være kritiske, "la liberté/l'autonomie personnell" er den tredje nøgle. Men vi kan jo allerede nu se, at det jo ikke er det rene paradis, når man ser på forholdene nu. Er tilliden ikke svækket betydeligt til politikere som Lars Løkke, er vi tilfredse med den nye skolereform og den måde lærerne blev banket på plads? Har vi egentligt ret meget tilbage af vores frihed?

Det er spændende at læse denne beretning fra en dansker, der har mulighed for at se det udefra, men der er sandelig ting der kan sættes til debat.

Bogen er i øvrigt fint dokumenteret, og det afsluttende afsnit er en vældig konklusion, hvor de ti begreber som bogen omhandler bliver sat i et større perspektiv.

Den velskrevne bog bør indgå i diskussion om vores samfund og liv, ikke blot i Frankrig og Danmark, men verden rundt.

Udgivet på forlaget Grasset

Jean-Paul Didierlaurent har fået adskillige priser for sine noveller, men her forsøger han sig med en roman, og med " Le Liseur du 6h27" må man sige, at det er gået godt.
Det er en lidt usædvanlig historier om folk, der elsker bøger og litteratur, men deres job er egentlig at udrydde bøger ved at komme dem i en maskine med navnet Zerstor500, der makulerer bøgerne totalt.
Vi følger hovedpersonen Guylain Vignolle, som nogen kalder "Vilain Guignol " fra han om morgenen i RER kl 6h27 læser nogle sider op, som han har fundet i maskinen ved rengøringen om aftenen.
Hans oplæsning er ventet af de faste tilhørere i toget, og det medfører, at et par ældre damer hyrer ham til at læse op på et plejehjem om lørdagen.
Samtidig kører der en historie med en tidligere kollega, der har været ved at blive spist af maskinen og har mistet sine ben. Dem forsøger han at genfinde ved at købe alle de bøger som er trykt på det papir hvor hans ben er i. Spøjs historie.
Der er også en kærlighedshistorie og en guldfisk der hedder Rouget de Lisle. Ja der er nok at tage fat på, og det er en dejlig og medrivende fortælling, der hylder fransk litteratur.

Udgivet på "Au diable Vauvert", 2014

Ny bog om "Art Nouveau" skrevet af Janine Casevecchie og med fotos af Gilles Targat. Der er tekst på bade fransk og engelsk, og bogen fungerer som en guide til bygninger i Paris.

Meget praktisk er bogen bygget op med en opdeling i arrondissementer og et kort, hvor de forskellige bygninger er markeret. Der er flest bygninger i det 16. arrondissement, de fleste af Guimard, så her kan man godt tilbringe en dag.

Teksten er kortfattet og præcis, og placeringen på bykort gør det nemmere at finde de mindre kendte steder uden besvær.

Et godt værktøj hvis man vil se Paris med Art Nouveau-øjne. Flotte billeder og et handy format.


Edition du Chêne, Paris, 2014
12€

En letlæst roman om livet i en landsby i Bretagne.

Candices forældre skal skilles og betror derfor deres datter til moderens far, Malo. Malo er enkemand og bestemt ikke helt nem at omgås, og Candice er en ung rodløs pige på 13 år, der ser sit univers bryde sammen.
Heldigvis er der også Gaëlle, pensioneret lærer, der vinder Candices tillid og hjælper hente med at hente det tabte skolearbejde.

Vi følger nu livet i landsbyen med dens daglige små hændelser. Der er mange og veltegnede personer, men det er mest omkring en 10-12 personer at handlingen udspilles.

Dejlig at læse med de små beskrivelser af f.eks. byens fest "La fête du cochon", byens ekskursion til en koncert etc. Der gemmer sig også et par ulykkelige kærlighedshistorier og besøg af børn der ellers har forladt byen.
Der er generelt en positiv stemning, men også dystre forhold der afdækkes.
Dejlig bog om en lille landsby i Bretagne. Kan anbefales.

Denne lille bog har fået Prix Littérature-monde français 2014 for en meget skarp og præcist fortælling om en far og hans datter.

Der er to stemmer i bogen: faderens og hans nu 15-årige datters. Han fortæller om deres flugt fra et land i Afrika, hvor deres landsby er blevet mejet ned af en flok oprørere/terrorister. Far og datter overlever kun, fordi de ligger helt stille under en flok lig, bl.a. moderens. Datteren der får navnet Adama er kun nogle måneder gammel.

Vi følger gennem faderens beretning den meget besværlige færd mod Europa, hvor de når frem efter nogle år. De overlever bl.a. en brand.

Faderen har også denne ild i sig, han vil overleve og overvinde alt for datterens skyld.

De ender i en forstad, og datteren udvikler sig uden for faderens kontrol. Han lever kun for hende, men hun har svært ved at se en mening med tilværelsen.

Sammen med to veninder sætter hun ild til en boligblok, og de kommer i fængsel. Det er virkelig feu pour feu.

Datterens stemme hører i en faderens fortælling med hendes beretning om nutiden, hvor han fortæller om fortiden. Hendes sprog er forstadens sprog, mens han fortæller på et andet niveau.

Stærk læsning om l'immigration og generationskonflikt, kan anbefales.

Actes Sud, januar 2014

Denne kendte canadiske forfatter leverer i denne novellesamling en række større eller mindre noveller og portrætter af ganske almindelige mennesker, der kommer ud for et eller andet i deres liv. Det er som titlen antyder: øjebliksbilleder.

Vi kommer rundt i Canada, specielt Toronto og Montréal, og vi kommer tæt på personerne psyke og samspil med andre. Der er også en anelse sort humor i visse historier.

En del af historier har ældre damer som hovedpoersoner og man kommer lidt til at tænke på Herman Bangs Frøkenen, når man læser Le cerisier der handler om en dame der ikke vil fælde sit gamle kirsebærtræ, selv om naboerne vil have det fjernet.

Mange små glimrende historier.

En gratis bog til min "liseuse" kan vel altid friste lidt, og denne overkommelige novelle med den lidt underlige titel  tiltrak mig i første blik.

Jeg-fortælleren, der har forfatterens navn, hader af et godt hjerte Beigbeder, der synes at have stjålet alle de ideer som Jean har. Jeans problem er bare at han er ti år yngre end ham, så han har ikke kunnet komme først!

Bogen handler om hans familie, liv som trader i Hongkong og Venezuela, hans forhold til kvinder etc. Men mest af alt om en periode som arbejdsløs. Det er skam meget han har været igennem. Han får også en åbenbaring og ser Jesus, så han nu vil ændre sit liv og leve med sin kone og to børn og forsværge alle fristelser.

Ja, det er næsten for meget og bogen er heller ikke særlig god. Der er dog nogle meget tidstypiske træk i de enkelte afsnit, hvor han trods alt rammer meget godt.
Hurtigt læst, hurtigt glemt.

En lidt ældre bog igen (fra 2002) af Jean-Philippe Toussaint med den smukke titel Faire l'amour.

Det måtte jo være noget, man måske kunne blive lidt klogere på :-)

Det er historien om et brud mellem to mennesker, der har kendt hinanden i 7 år. Hun er kunstner/modeskaber, men fortælleren er en mand der plejer at være den dominerende. Hun er inviteret til Tokyo for at sætte en udstilling af egne værker op på et kunstmuseum. Han er blot inviteret med som det tynde øl. Måske er det her, at problemet starter.

De vil gerne bryde begge to, men kan ikke undvære hinanden. Lyder det svært, så læs bogen og følg udviklingen. Han går i øvrigt altid rundt med en lille flaske syre i lommen, af den type som man kan defigurere en anden med.

Der er mange skildringer af Tokyo, især om natten, der er jordskælv og hurtigtkørende tog og spørgsmålet "Mais combien de fois avons-nous fait l'amour ensemble pour la dernière fois ? Je ne sais pas, souvent."

Les Editions de Minuit, 2002

Der lå lige endnu en ulæst Simenon, så jeg sprang straks ud i det.

Blev igen glædeligt overrasket!

Maigret er til årligt møde for politikommisærer i Bordeaux, lidt kedeligt for nu er der kun unge og alle deres nye teknikker imponerer ikke Maigret. Desuden skal han drikke så meget sur hvidvin, at han længes efter en god øl!

Han beslutter sig for at besøge en gammel stuidiekammerat på sin vej tilbage til Paris, så han skifter tog i Niort og kører ud på landet til Fontenay.

Her er der lige sket to mord, så vi kommer straks igang. Maigret vil ikke rigtig blande sig, men overlader det  til vennen at klare sagerne, men kan han nu det?

Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men der er tale om normalitet/galskab, pligt/lyst, højere borgerskab/landsbybeboere mm

Alt er strålende fortalt, og vi følger Maigret i hans omhyggelige overvejelser over folks psyke. Vi når skam også at få en slutning på mysterierne, inden Maigret skal møde i Paris mandag morgen!

Absolut læseværdig.

Kunne ikke dy mig for at læse en Simenon-bog mere, og denne gang var det to historier, der har det til fælles, at de foregår på Pigalle.

Den bedste af de to historier er "Maigret et la jeune morte", der starter med fundet af en ung pige, myrdet og smidt på gaden. Hun er iklædt festkjole og har højhælede sko på.

Maigret kommer på sagen, men parallelt kører den lokale politistation også en undersøgelse.

Det er faktisk ret spændende, men det bedste er dog den trin for trin afsløring af den unge piges liv. Hvordan er hun dog endt i den situation? Vi får efterhånden at vide at hendes mor er en gal spiller og hendes far er involveret i lyssky affærer.

Men det afgørende psykologiske portræt som Maigret får stykket sammen, samtidig med at vi får indblik i ham, er mesterligt skrevet.

Den anden historie om La Colère de Maigret er bestemt også god, men når ikke den anden i dybde.

Kan stærkt anbefales at læse den første.

En af de nye film der er blevet præsenteret på årets filmfestival i Cannes er en filmatisering af Simenons bog: La Chambre bleue. Filmen er instrueret af Mathieu Amalric, og den har fået gode anmeldelser.

Der var således naturligt lige at læse bogen i stedet for at se filmen, og jeg blev meget overrasket over endnu en gang at blive opslugt af en Simenon-bog.

Bogen handler om et stormfuldt forhold mellem en gift mand og en gift kvinde. Meget tidligt får vi at vide, at han sidder i fængsel, men det varer ret længe førend vi ved hvorfor.

Der er virkelig "suspense", men vigtigere er den langsomme afsløring og afdækning af de involverede parter i sagen, herunder også forhørsdommeren, politi, naboer etc.

Bogen er suveræn, så det bliver spændende en gang at se filmatiseringen, der lægger tiden fra romanen (1960'erne) op til vor tid. Temaerne synes at være eviggyldige: passion, skyld, begær, utroskab ..

En række radioudsendelser på France Inter er her blev udgivet i bogform, og det er spændende læsning. Antoine Prost fortæller om en række dagligdags ting og fået givet os et broget billede af "la belle époque", der bestemt ikke var lige smuk for alle.

Det er underlig at se hvor stor forskel der er på livet i Frankrig nu og for 100 år siden. Det er f.eks. den store barnedødelighed, hærens betydning, de sociale kår, Frankrig som imperium. I korte kapitler med præcise overskrifter får vi det hele belyst og underbugget af konkrete eksempler og henvisninger.
Her er f.eks. et klip om le pain:
En 1913, les Français mangeaient avant tout du pain. Pas de la baguette : du gros pain, en boules de plusieurs kilos, de 6 kilos par exemple, dans la famille paysanne du jeune Jacques Duclos, le futur leader communiste, dans les Hautes-Pyrénées. C’était la base de l’alimentation du peuple, à la ville comme à la campagne. Sur ce point, la différence avec la bourgeoisie était très nette. Ils buvaient aussi beaucoup de vin : 142 litres en moyenne par an et personne, femmes et enfants compris.

Kan bestemt anbefales. Hvis man hellere vil lytte er udsendelserne her:
http://www.franceinter.fr/emission-si-nous-vivions-en-1913

Grasset - Radio France. (2014)

Endnu en bog fra Tatiana de Rosnay, der her har skrevet en række noveller over temaet ægteskab - utroskab, er ægtefællen altid et offer, er forbuden frugt bedst? Der er jo nok at tage fat i disse klassiske temaer og Tatiana de Rosnay skriver kort og skarpt i en række gode historier.

Der er meget udspekulerede måder at hævne sig på, men også uventede måder at blive opdaget på. Det kan være et USB-stik, en telefonsvarer eller endda en alarm på børneværelset.

Vi ser i hvert fald på sagen fra mange sider, og det er meget underholdende at læse.

Der kan dog også være grunde til at se på de ægteskaber som omtales, de kvindetyper der skildres, og det billede som vi får af nutidens samfund.

God læsning og godt skrevet  af denne engelsk/franske forfatter.

Héloïse d'Ormesson, 2014

Michel Houellebecq er nok mest kendt som romanforfatter, især efter at han vandt Goncourt-prisen, men han debuterede faktisk som digter.

I denne antologi, som han selv har udvalgt, er der ikke tale om en kronologisk udvælgelse, men om en sammenstilling af digte på tværs af kronologien, men samlet i tematiske cirkler.

Houellebeck udtaler selv, at som digter er han båret af følelser, næsten anelser, umiddelbarhed og uskyldighed. I romanerne derimod er det intellektet, der er bærer, ofte støttet af bidende ironi og kritik.

Houellebecks digte er centreret om store temaer som verdens absurditet, død, intethed, tomhed og kærlighed. Der er nogle stærke digte om forladthed og en slags programerklæringer.

"Il faudrait traverser un univers lyrique
Comme on traverse un corps qu'on a beaucoup aimé
Il faudrait réveiller les puissances opprimées
La soif d'éternité, douteuse et pathétique."

Der er brugt stort set alle lyriske former og i emner kommer vi langt omkring fra HLm og frysere til la grâce immobile og det immaterielle.

Gå på opdagelse i samlingen, der understreger at Houellebecq ikke er slået ud, han er stadigvæk "non réconcilié" og har oplevet disse øjeblikke af "la possibilité d'une île."

Lorsqu'il faudra quitter ce monde
Fais que ce soit en ta présence
Fais qu'en med ultimes secondes
Je te regarde avec confiance

nrf, poésie Gallimard 2014

Den franske sanger Jean-Louis Aubert, kendt fra gruppen Téléphone, har lagt musik og sang til en række af Michel Houellebecqs digte fra samlingen Configuration du dernier rivage (2013).
Pladen har titlen: Aubert chante Houellebecq - Les parages du vide

Resultatet er blevet overraskende godt, da Houellebecqs digte ofte er meget melodiøse og skrevet i lette og overskuelige strofer, ofte med gentagelser.
De valgte digte er ofte omkring temaer som kærlighed og død, ofte sorte og triste, men stadigvæk med "La possibilité d'une île". Her er sidste strofe af nævnte digt:

Et  l'amour, où tout est facile
Où tout est donné dans l'instant,
Il existe, au milieu du temps,
La possibilité d'une île.

I denne specielle udgave er der tilføjet en række e-mails mellem de to personer, der skildrer hele tilblivelsesfasen. Det er næsten lige så interessant at følge som at høre cd'en.

Kan meget stærkt anbefales.

Efter at have læst Bénédicye Martins nye bog "La femme" fik jeg lige lyst til at læse hendes debutbog "Warm up", der vakte en vis skandale ved sin udgivelse i 2003.

Det kan man nu godt forstå, når man læser de små erotiske historier, som bogen består af. Det oser af sex af alle arter, men er også skrevet med en stor frihed og indlevelse. Der er en god ironisk/erotisk distance til det skrevne, men jeg foretrækker nu hendes seneste bog.

Flammerion 2003

Det er altid med en stor ærbødighed, at jeg åbner en ny bog af Le Clézio, for han er virkelig en af de største nulevende forfattere. Hans nye bog "Tempête" er en blandings form af novelle og roman, en såkaldt novella. I dette tilfælde to novellas på ca. 100 sider hver.

Den første har samme titel som bogen og foregår på en ø syd for Japan, hvor den lidt fortablte forfatter og journalist Philip Kyo vender tilbage - for at søge forklaring på noget som skete for 30 år siden, måske for at dø.

Han fascineres af øens kvinder der dykker for at samle muslinger og lignende som de sælger. Novellaen er præget af hav, blæst, storm og mennesket som den lille i forhold til naturen.

Den meget sky Philip opbygger et venskabsforhold til en ung pige, der aldrig har haft en far. Efterhånden afslører han, at han har været i fængsel, fordi han overværede en voldtægt under krigen uden at gribe ind. Det handler altså om ansvar, skyldfølelse og evne til at tilgive i disse barske naturforhold.

Jeg skal ikke afsløre slutningen, men berømme Le Clézio for hans korte, klare sprog og den præcise langsomme afsløring af sine personer. Magefuldt.

Den anden novella lader intet tilbage i forhold til den første, men her skifter vi til Afrika og Paris, hvor vi følger to pigers exil i et moderne samfund der river dem fra hinanden. Den ene er mere eller mindre adopteret, mangler en rigtig mor, for hun har kun en papmor der er ond mod hende. Pigen er uden identitet og oplever de nedrigheder som illegale indvandrere oplever. En stærk og samfundskritisk novella.
Endnu et mesterværk fra Le Clézio!

Gallimard 2014

Dette er Isabelle Marriers tredje roman. Den handler kort fortalt om et ægteskab, der ikke går særligt godt, måske fordi parret har tre børn, arbejdet tager for megen tid, og det er lidt svært at se en fremtid.

Alt tegner dog til at blive bedre, for hovedpersonen Délia skal på arbejde sidste dag, førend hun starter på en congé parental, der skal løbe i tre år.

Vi følger nøjagtigt alt hvad der sker denne dag både for Délia, manden Jérôme og en ung mand der søger job hvor Délia stopper.

Tre skæbner, der krydser hinanden, men uden egentligt at møde hinanden. Der er en barsk afslutning på bogen, der vil være afgørende for resten af deres liv.

Vi får gennem fortællingen også flash-backs til tidligere episoder i deres liv, og det er meget fint flettet sammen med timerne på netop denne dag.

Stilen er kort og præcis og graver sig ned i dagligdagens små helveder, hvor der ikke er plads til de små afstikkere til en drømmeverden, som de alle har og har brug for.

Stærk skrevet bog om kvindens vilkår, men også vilkårene i det moderne samfund.

Flammarion, 2014

Bogen blev først kendte for sit omslag. Det stødte nemlig Apple så meget, at bogen blev fjernet fra salgslisterne.

Det er i øvrigt ikke meget smukt billede af et frodig dame, men man kan da godt blive lidt nervøs over at se, at hendes underkrop ender i en kniv. Når man så går i gang med læsningen, finder man også ud af, at Bénédicte Martin, skriver med en skarp pen.

Hun skriver i digtform, kortprosa og almindelig prosa om en lang række af de emner der berører kvinder og kvinders lod. Tonen er også humoristisk, men oftest bidende, da hun ikke mener, at der er sket meget med kvindernes ligestilling eller opfattelsen af kvinder som sådan. Klicheerne eksisterer stadigvæk og verden er fortsat særdeles mandspræget.

Vi får hendes syn på en række emner som "De l'avortement", De la poitrine", "Du shopping", "De la galanterie" et "De la mort".

Det smukkeste som hun skriver er nok til sin søn, som hun har bragt til en verden, hvor mennesket er i gang med at udrydde sig selv:

"C'est notre futur que l'on voit là.
La vie que je t'ai donnée,
Fais-en une beauté"

Hun lider ikke af mindreværdskomplekser, men ser sin bog som et blivende monument over kvindekampen.

Jeg tror at hun har ret.

Équateurs Littérature, 2014

Didier Tronchet er kendt for sine tegneserier, men i 2011 forlod han tegneserieverdenen for at skrive en meget personlig roman om sine oplevelser, da han efter en brand via en række fotobøger pludselig er tilbage i sin barndom.

Han mistede som barn sin fader, og det er denne far, som hans søgen koncentreres om. Særlig et foto hvor han ser bag faderens maske er vigtigt.

I 2014 er det igen denne historie som han tager op, men nu i form af en roman/tegneserie eller grafisk roman, hvor han i sine sort/hvide tegninger fortæller sin personlige historie.

Det er en spændende fremstilling af et stof som er både personligt og alment. Tegningerne er meget beskrivende og fyldt med små dagligdags detaljer, og historien der udspilles over en uge er i sig selv spændende.

God læsning i et behageligt format.

Casterman: écritures, 2014

En forfatter jeg ikke har læst noget af før, men et rart bekendtskab. Bogen jeg har fået fat på er fra 2008, hvor den fik en Prix Découverte. Han har senere skrevet flere roste værker.

Antoine Saint-Bernard, psykiater, er bogens hovedperson og jeg-fortæller. Han er 48 år, har kone, et hold tvillinger, en svigermor og en storebror, der er arbejdsløs, en sekretær der ikke kan lide ham. Han er i en krise, for han synes ikke at han kan klare det mere, og alderen truer. Hans arbejde er ok, men familielivet forfærdeligt. Han har en enkelt god ungdomskammerat Félix, der har en bar/restaurant, er en dameven og én der ikke ser så alvorligt på tilværelsen som Antoine.

Vi følger nu Antoine der vil prøve at læse historie på Sorbonne, og her får vi nogle sjove indblik i undervisningsformen og professorerne. Han får Félix med, der selvfølgelig straks får venner og en kæreste (han har en kone der er stærkt bekymret for fremtiden).

Der er også en tur rundt omkring klinikken og patienterne, konens sidespring og et uventet møde med en lærer der giver ham en dumpekarakter.

Fornøjeligt skrevet, mange skæve indlæg og en stor indføring i psykologi og hospitalsverdenen.

Vil bestemt læse flere bøger af Sénanque!

JEAN-CHRISTOPHE RUFIN:Le collier rouge er en særdeles god bog, der også tager udgangspunkt i 1. Verdenskrig.

I en lille by sidder der en enkelt fange i byens fængsel. Året er 1919, og han er anklaget for at have krænket nationen. Foran fængslet er der en hund der gør dag og nat.

En tidligere soldat, nu dommer, aristokrat, skal prøve at få afgjort sagen. En anden vigtig person er en ung kvinde, der bor ude på landet, og som har revolutionære tanker. Hun giver ly til personer der er eftersøgte.

Der er tre personer og midt iblandt dem er hunden, der rummer nøglen til en forståelse af dramaet.

Historien fortælles enkelt og kronologisk, men det varer længe, førend vi når frem til den fulde sandhed. Det er næsten som at følge en dommers langsomme optrevling af en sag, bortset fra at denne dommer også lade sig følelsesmæssigt involvere.

Det er en historien om troskab, men også om hvad det menneskelige er i modsætning til det dyreriske. Hvordan har krigen egentlig påvirket de deltagende soldater? Vi får skildret de umenneskelige forhold, men på en anden måde end ellers i denne nøgterne skildring. Hvad er dyrisk, hvad er menneskeligt ?

Bogen er hurtigt læst, for man kan ikke slippe den, når først man er startet. Men den sidder stadig i én lang tid efter. Formidabelt skrevet og rig på eftertanke.

Collection Blanche, Gallimard
Parution : 27-02-2014

Det er ikke længe siden, at Anna Gavalda sendte "Billie" på markedet, en bog som jeg ikke brød mig særligt meget om, men allerede nu er den næste klar: "La vie en mieux".
I virkeligheden er der tale om to lange noveller, der på en eller anden måde hænger sammen i skildringen af to unge mennesker, der sidder fast i det moderne samfund, men som på godt og ondt beslutter sig for at lade deres liv tage en ny drejning. Det er egentlig skildret ganske godt på bogens omslag.

Denne bog er klart bedre end den forrige. Det er en skildring af Mathilde og Yann, der begge trods lange studier, har fået nogle elendige jobs. Mathilde er begyndt at drikke for at glemme, og Yann har ofte lyst til at springe i Seinen på vej hjem fra sit arbejde. Han har ellers en kæreste og en rimelig lejlighed, men forholdet til Mélanie fungerer ikke mere.
Hovedpersonerne er to ensomme mennesker, der ikke har en reel kontakt til andre, højst en kontakt i de virtuelle samfund.
Si tu tiens vraiment à quelque chose dans la vie, eh bien, fais ce qu'il faut pour ne pas le perdre, har Yanns bedstemor sagt, og det bliver hans valg efter en kontakt med nogle naboer, der synes at leve et rigtigt liv og ikke kun et billede af et..
Gavalda har et plot der ligner en trivi-serie på TV, der er visse skarpe indlæg via de to personer, men hun formår slet ikke at lade os komme ordentligt ind i deres tanker. Stilen med uendeligt lange opremsninger ved beskrivelserne er uudholdelig, og alle de iagttagelser der diskes frem med er forfatterens og ikke personernes. Ærgerligt, for man kan ikke andet end at føle sympati for de to stakler.

Le Dilettante (2014)

Da hans første bog var rimelig god, syntes jeg, at jeg var nødt til at læse den næste La perspective du Primate, da det netop er denne titel, der omtales i den første bog.
Skuffelsen er dog rimelig stor! Bogen er alt for lang. Der er ikke en klar linje som i den første, men blot en række historier efter hinanden.
Det er selvfølgelig morsomt at læse om alle hans forsøg på at forføre kvinder med større eller oftest mindre held, samtidig forsøger han at lave et teoretisk grundlag for sine handlinger. Det hænger ikke godt sammen.
Der er velskrevne og sjove afsnit, men det er vel højst 20%, der burde have været udgivet.

Paul&Mike, dec 2013
Læs Jean-Fabiens hjemmeside: www.jean-Fabien.fr

Forfatteren kalder sig for Jean-Fabien, om det er hans rigtige navn er svært at vide, men én ting er sikker: han fik en pris for sin første roman udgivet januar 2013: LE JOURNAL D’UN ÉCRIVAIN SANS SUCCÈS(ROMAN).
Det er en moderne roman i den forstand at den arbejder med at skrive en rigtig roman med kapitler, men afbrudt af en blog, sms'er, e-mails, så vi straks fornemmer, at det er en roman der vil være så moderne som muligt.
Der er flere parallelle historier i bogen, men de vigtigste er en forfatters overvejelser over det at være/blive forfatter, en fortælling om en arbejdsplads i La Défense og en kærlighedshistorie.
Alle historier bliver fint knyttet sammen, og falder på plads ved slutningen.
Det er forfriskende måde at skrive på, og der er en række meget morsomme billeder og vendinger. Eks. : "Il est à peu près aussi intelligent qu'un radiateur en panne", det viser lidt om stilen.
Sjov at læse omend lidt svær at få startet på.
Paul&Mike – En librairie le 20 février 2013

Har fået en bog foræret. Det er en samling af kronikker skrevet af den belgiske skuespiller og humorist Stéphane de Groodt.
Titlen indeholder ordet absurdie og det dækker også meget godt   kronikkerne der har overskriften Retour vers le futur.
Disse kronikker er blevet præsenteret hver uge på Canal+, men når man læser dem, forstår man endnu bedre de mange sproglige jokes og mærkværdigheder som vi præsenteres for.
Vi er på evig rejse til en række kendte personer og de får altid de Groodts kærlighed at føle, når han udstiller dem med en satirisk sproglig tunge. Læs f.eks. denne om besøget hos Kim Jong-un: Puis, sans crier gare, de toute faconc'est toujours ridicule de crier gare, sauf à un chauffeur de taxi, mais je m'égare, bref... il se lève, me bouscule, et me propose de déjeuner dans la cuisine, joliment décorée par le portrait de ses aïeux accrochés aux murs. Il y a là son grand-père: Kim-Kong, aux côtés de Kim Mérad, un cousin comédien qui a joué dans les Coréistes. Et puis surtout sa mère: Kim Wilde, que la Corée adore. Ja, der er ikke mange kendte der ikke optræder her konger, paver, præsidenter, skuespillere, diktatorer m.v.
Der er uendeligt mange sproglige vitser, billeder og opfindsomme sammenstillinger, så for den sprogglade er der meget at hente. Men samtidig er der også en god del kritik af de personer der tegner vores samfund. Jeg morede mig meget under læsningen!
Plon, 2013

Supercondriaque er titlen på den nyeste film med Dany Boon, men for en gangs skyld har jeg kastet mig over en tegneserie der er bygget over en film.

Filmen har jeg ikke set endnu, men det glæder jeg mig meget til, da tegneserien fortæller en sjov, overraskende og fin historie.

Det drejer om en læge Dimitri Zvenska og hans patient Romain Faubert, der er helt hysterisk hypokonder. Det starter nytårsaften hvor han frygter midnat hvor alle vil kysse hinanden, hvordan kan han slippe væk fra berøringer af smittefarlige mennesker? Det er virkelig en moderne udgave af le malade imaginaire.

Der er dog meget mere i historie, der udvikler sig, da Romain forveksles med en anden i en sag om politiske flygtningen. Ja, den kommer faktisk vidt omkring!

Sjov og underholdende - det kan kun blive godt at se filmen, der synes at være på niveau med Bienvenue chez les ch'tis.

Tegneserien er holdt i klare farver og gode skildringer af skuespillerne. Karikaturer, men på en sjov måde.

Da jeg skal til Paris og se Eddy Mitchell i stykket, der er bygget over denne roman, synes jeg, at det var passende at læse bogen først.

Det er en gammel LdP som jeg købte billigt. Den er fra 1962 og bogen er fra 1959.

Bogen foregår dels i Kina dels i Bretagne, og det er nogle specielle typer, vi møder. Et ægtepar hvor manden efter årene i Kina er blevet en hotelejer der ikke drikker. En ny gæst der pludselig dukker op og som bestemt drikker meget.
Landsbyen der ligger hen som et øde turiststed i vinteren. Der er meget at tage fat på, også børnene på en kostskole.
Der gemmer sig en masse skjulte historier bag personerne som efterhånden afsløres.
Det ender i en enorm druktur, hvor sandheden også kommer frem.

Glæder mig til at se hvordan det kan blive til et teaterstykke.

Marianne Maury Kaufmann er oprindelig tegner og illustrator, men i 2013 kastede hun sig ud i at skrive, og det er blevet til en rigtig god novellesamling med titlen "Pas de chichis !"
Vi får 28 noveller, ofte meget korte med enkle titler som "Le premier client", "Paris", "Amitiés", "Shit!" og en enkelt længere titel: "Quarante-huit heures d'amour et de grand air". Sidstnævntes lidt romantiske titel bliver noget satirisk behandlet i teksten.
I novellerne får hun fat på en række dagligdags situationer, men får dem drejet, så de ofte bliver sjove og humoristiske, men der bliver også spiddet nogle personer og erhverv.
Dejlig frisk og moderne sprog, brug af såvel daglig tale, slang og endda sms-sprog.
Sprudlende samling der bestemt bør fortsættes, for hun har en stil og et skarpsyn, der bør udfoldes endnu mere.
Fayard, 2013

Sylvain Tesson fik i 2009 prix Goncourt de la nouvelle for novellesamlingen Une vie à coucher dehors, så det er dejligt, at han i år udsender en ny samling af gode noveller, der har at gøre med forskellige måder at leve på. Der er i alt 19 noveller, alle med korte titler som L'exil, L'ennui, Le bar, Le train etc.
Mange af novellerne foregår i Frankrig, men også i østeuropa, Sibirien, Kina og Afrika.Tesson er en rejsende med sans for det specifikke, og hans personer virker som ægte. I en af novellerne veksler vi mellem forstæderne i Paris og krigen i Afghanistan. Meget elegant sammenkædning.

Der er mange forskellige temaer og hovedpersoner, men de har alle et eller andet forhold til det at leve. Skal man kæmpe for noget eller lade stå til. I de fleste tilfælde lader personerne ikke blot stå til, de forsøger et eller andet omend det ikke altid lykkes.

Alle noveller har den berømte slutning, der kan vende op og ned på tingene. Der er f.eks. novellen om Les Fées, der foregår i Bretagne, hvor man jo har tradition for fortællinger, der går ud over virkeligheden. Her kommer en overbevist rationalist på en uventet prøve. Andre er morsomme og satiriske.
Der er mange gode noveller i bogen. De er varierede, velskrevne og opfylder alle krav til novellen, der kræver en enkel handling og et overskueligt forløb. Bestemt værd at læse.

Gallimard, 2014

Baggrunden for denne novellesamling "Vu de la lune" er faktisk skuespillerinden Sylvie Loeillets kræftsygdom. Hun følte under sin konvalescens, at det at læse gav hende kræfter, så via en veninde fra forlagsverdenen ønskede hun at samle en flok optimistiske noveller.

Der er kendte navne som Philippe Claudel og David Foenkinos, men også en række mindre kendte franske forfattere der har bidraget. Der er mange sjove og gode historier, der dækker over mange emner, men resultatet når man læser dem er opkvikkende.

Specielt godt synes jeg om novellen "La beauté d'un vieux cheval" af Delphine Coulin, der handler om hvordan en argentisk studerende bringer liv i en gammel mand gennem sin madlavning.

Men også Yves Simons "Un citoyen ordinaire" er en fin oplevelse.

Gallimard, 2005

Forestil jer at Joseph Conrad og Arthur Rimbaud har truffet hinanden på havnen i Marseille i 1875.
Det er hvad Alain Jaubert tager som udgangspunkt i sin roman  Au bord de la mer violette, og det er spændende, hvad det medfører.
De to mødes på havnen i Marseille og forstår straks, at de som unge har en fælles lidenskab for at rejse og være eventyrer. De vil være den nye Odysseus.
Der er meget i de to forfatteres liv, der minder om hinanden, og det får vi udspillet i de skildringer, som vi får af deres liv i bogen.
Det er spændende at følge Rimbaud fra barndom til hans tragiske skæbne og død i Marseille. Hans farvel til litteraturen og et liv med illegale foretagender i Afrika til hans ophold som krøbling på et hospital i Marseille. Her følger vi hans drømme og mareridt.
Conrad lever langt ind i det 20. århundrede, men også hans drøm følger vi verden rundt og også i Afrika. Han bliver mere og mere desillusioneret og har svært ved at tro på mennesket. Vi følger bl.a. hans besøg på slagmarkerne i nordfrankrig efter 1. Verdenskrig, hvor hans søn deltager. Ikke lystig læsning.
Han vender oså tilbage til havnen i Marseille og tager sit liv op til overvejelse. Han er nu uden de drømme og længsel, som han havde som ung. Drømmen må nu udleves som forfatter. Han har hele livet ledt efter det lille notat som Rimbaud havde noteret, og endelig husker han det, da han i et syn ser Rimbaud komme ned af Canebière:
Elle est retrouvée !
Quoi ? L'éternité.
C'est la mer mêlée
Au soleil...
Begge skæbner er meget spændende beskrevet, og vi får samtidig tegnet et billedet af tiden 1870 - 1920, der jo er en overgangstid til det moderne samfund på godt og ondt. Marseille spiller en væsentlig rolle, som byen hvorfra alt er muligt.
Bogen er skrevet meget deltaljeret og med et væld af detaljer omkring det maritime, men samtidig får man to parallelle historier, der belyser samtiden. Værd at læse.
Gallimard, 2013

Léon 1914, der startede som en Facebook side og som har nået at få mere end 60000 fans, er nu blevet udgivet i bogform.
Léon 1914 er historien om en virtuel soldat fra 1. Verdenskrig, der dag for dag kommunikerer med sin kone, familie, venner og bekendte ipå en Facebook-side.

Vi starter den 28/6 1914 med mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo. Léon Vivien er skolelærer og er på grund af et skrøbeligt helbred ikke indkaldt til hæren. I starten følger vi derfor krigen udefra gennem hans diskussioner med vennerne og gennem hans stigende bekymring.
I november 1914 bliver han indkaldt til en ny helbredsundersøgelse og nu kan han pludselig bruges.
Vi følger hans indledende træning, og på et tidspunkt bliver han kaldt til fronten. Nu følger vi ham i krigens helvede. Nogle få dages orlov får han, da hans kone nedkommer. Den 22. maj 1915 bliver han dræbt under et tysk angreb.

Måden at få skildret krigen på virker overbevisende, da hans skæbne selvfølgelig er bygget på rigtige soldaters skæbne. De korte formuleringer i meddelelserne indeholder utroligt meget og afspejler den virkelighed som krigen var. Et omfattende billedmateriale støtter teksten i bogen, og der er links til mere materiale på nettet.

Den 1. Verdenskrig bør tages op i undervisningen i fransk, og her er der mulighed for at få begyndt med lettere stof og mange indgangsvinkler til krigen.

Facebook: https://www.facebook.com/leon1914
Forlag: http://www.editionsopportun.com/produit/189/9782360752713/Leon%20Vivien%201914

Editions de l'Opportun, november 2013

David Foenkinos har atter udgivet en roman i den lettere, men behagelige genre. Det drejer sig om La Tête de l'emploi, der blev udsendt som billigbog i J'ai Lu-serien, januar 2014.

Bogen handler om Bernard, en mand, der er fyldt 50. Han har en sød kone, en datter der lige er flyttet hjemmefra, et godt job i en bank, ja alt synes at være i orden i et almindeligt borgerligt liv i nutiden. Men nedturen tager hurtigt fart: hans kone forlader ham, han bliver fyret og han bliver nødt til at flytte hjem til sine 80-årige forældre.
Det lyder jo meget tragisk og er det vel også, men Foenkinos har en stil og en måde at skrive på, der kan få én til at le, være berørt, melankolsk, men aldrig ligeglad.
En moderne, letlæst bog med et væld af gode formuleringer, der kunne indgå i en citat-samling:
"J'avais la tête d'un homme à tout jamais enfermé dans le mois de février."
"Madoff a écopé de 185 ans de prison. Je ne savais pas que cela était possible. Les Américains croient probablement en la réincarnation. Après sa mort, le bébé qui sera sa nouvelle réincarnation naîtra directement en prison."
"J'avais oublié son anniversaire. Autant le dire tout de suite: dans la république du couple, cela mérite la peine capitale." for blot at nævne et par stykker.

Historien om Bernard går igen i flere variationer i Foenkinos forfatterskab både som novelle og roman, men den nye udgave er fyldt med nye vinkler.
God underholdning i vintermånederne.

J'ai Lu, 2014

Edouard Bourdieu er en ung mand på 21 år, der med denne selvbiografiske roman En finir avec Eddy Bellegueule står som et af forårets store gennembrud. Han har tidligere udgivet et essay om sociologen Pierre Bourdieuu og går nu på Ecole normale supérieure.
Bogen handler om Eddy Bellegueule, født i en lille fattig landby i det nordlige Frankrig. Miljøet er omhyggeligt beskrevet, og det er barsk : alkohol, vold, voldtægt, urimelige arbejdsvilkår, undertrykkelse af kvinderne etc.
Eddy er feminin og har svært ved at deltage i et rigtigt drengeliv med fodbold, vold, tyveri, og han bliver hurtigt lidt af en skam for familien. Han bliver også mødt med alle variationer af tilråbet bøsse, bliver sodomiseret af en fætter som ti-årig, på skolen bliver han næsten dagligt banket og ydmyget af to lidt ældre drenge. Det er ikke noget nemt liv. Han forsøger også at blive en hård fyr, men forgæves. Først da han kommer med i en gruppe amatørskuespillere og senere på en kunstnerisk linje på gymnasiet i Amiens, hvor han nu også kan bo fjernt fra familen, synes hans liv at kunne tage en bedre drejning.
Meget velskrevet og barsk historie med indblik i en kultur med faste koder og livsforløb uden meget håb, fastlåst i en skæbne, der er næsten umulig at vriste sig ud af.
Editions Seuil, 2014

To store navne i schweizisk litteratur har givet mig lyst til at læse en lidt ældre sag udgivet i 1970, og det er en stor fornøjelse at læse denne samling af noveller af Ramuz.
Læs først novellerne og derefter den gode indledning skrevet af Jacques Chessex.
Der er nogle meget barske og grumme historier i denne samling, hvor der ofte er tale om tragiske skæbner, der bærer på en skyld som skæbnen hævner. Der er ikke plads til medlidenhed, det skyldige undslipper ikke sin skæbne, og Guds hævn kan være barsk. Nogle historier bliver fantastiske fortællinger f.eks. L'homme et les trois fantômes, der ender med at den onde bliver kvalt af sin egen mor. Der er et par forfærdelige historier om dyr der mishandles Le cheval du sautier og Mousse. Den sidste om en hund der smides ned i en kløft og langsomt sygner hen.
Der er også historier om ulykkelig kærlighed og alderdommen. Det gennemgående er Ramuz' henvisning til alle de dagligdags ting i de små samfund langt ude i bjergene i Schweiz. Vi får nogle tætte skildringer af livet, naturen og de små skæbner der lever i skyggen af de vældige skove og bjerge. Sproget er skarpt og voldsomt, med en naturalistisk fortællers sans for detaljen.
Ramuz er bestemt en forfatter der ikke må gå i glemmebogen.

Le Livre du Mois, 1970

Alexandre Postel fik for romanen "Un homme effacé" PRIX GONCOURT DU PREMIER ROMAN 2013, og det var fuldt fortjent.
Bogen starter med, at vi hører om filosofiprofessor Damien Norths problemer med computeren. Det har altid været svært for ham, og han er flittig brug af assistance fra stedets teknikere. Men denne dag er der for store problemer til at de kan hjælpe ham. Pludselig står der to politifolk udenfor døren, og Damien North tages med på station: Man har fundet mange billeder på hans computer af mindreårige i seksuelle situationer!
Damien North benægter alt, men efterhånden får hans advokat ham til at erklære sig skyldig, for så vil han sandsynligvis få en mindre straf!
Nu kører historien, hvor vi følger Damien North i fænglet, hvor han efterhånden har svært ved at forstå, hvem han egentlig er.
Mange gode filosofiske overvejelser omkring Internet, identitet, retssystemets faste procedurer og det image som pressen kan bygge op omkring de pædofile monstre. Kan man være andet end skyldig?
Der knytter sig mange flere tråde til historien, men den rammer godt ind i den rivende udvikling som nettet har fået. Er vi andet end tal, og kan vi selv gøre noget?
Absolut anbefalelseværdig. Stærk debut af en ung forfatter, gerne mere fra hans hånd.
Gallimard 2013

Véonique Olmi fik i 2011 Prix de la Maison de la Presse for romanen C'est été-là, en roman der udspilles i Normandiet i tre dage omkring den 14. juli.

Der er tre par der har en tradition om at mødes i denne forlængede week-end hvert år i et sommerhus, der ejes af den rige og driftige Denis, gift med Delphine. Vennerne er Nicolas, gammel ven af Denis, gift med Marie. Han er lærer, og hun er skuespillerinde uden større jobs. Lola er tidligere krigskorrespondent, og hun medbringer en ny ung fyr hvert år. I år det Samuel. Delphine og Denis har to børn, der har nogle venner med.

Alt synes at være ved det gamle, der er ret faste roller og faste traditioner, men i år synes det at gå op i limningen.
Vi får nogle gode psykiske portrætter af de tre par, og kan mærke at der er tale om opbrud for fleres vedkommende. De er omkring de 45-50 år og ser tilbage på fortiden og med frygt og håb på en anden fremtid. Har de levet det liv, de drømte om? Skal de holde fast eller slippe? Den unge Samuel, der er stærkt forelsket i Lola mærker også at han måske kun er der for et år.

Der er flere dramatiske scener mod slutningen, men også gode scener omkring den faste gruppes oplevelser sammen. Hvad er det får dem til at søge sammen år efter år. Er der en beskyttelse i gruppen, som de alle har brug for.

En let roman, men godt og flydende sprog, nogle let typeagtige personer, men en god skildring af livet ved badekysten i Normandiet.

Grasset, 2011

Årets Prix Goncourt blev efter adskillige afstemninger givet til Au revoir là-haut af Pierre Lemaitre. Han er tdligere blevet berømmet for nogle krimier, men her har han præsteret en stor roman af usædvanlig karakter. Den har efter min mening meget stærkt fortjent prisen.

Romanen starter i november 1918 få uger før krigens ophør i Frankrig, hvor en ung befalingsmand, for at fremme sin egen position, får sin deling til mat indtage en stilling fra tyskerne ved Verdun. Det sker ganske vist ved at han sætter det hele i gang ,da han skyder et par af sine egne ned og giver tyskerne skylden. Da det er ved at blive afsløret, er han ikke bleg for at skubbe en soldat ned i et stort granathul.

Sjældent har jeg læst en så indtrængende skildring af krigens rædsler, og det bliver ikke bedre, da vi følger bogens to soldater på hospitalet, ved hjemsendelsen. Det er stærk læsning og meget grundigt researchet.

Romanen sætter med denne optakt fokus på hvordan man afvikler krigen for de stakkels soldater, som ender i arbejdsløshed og/eller meningsløse job, mens officerer og øverste chefer skaber sig store formuer. Her følger vi den ærgerrige løjtnant og hans opstigning i samfundet.

De to soldater får den ide at lave et fupfirma, der vil sælge monumenter for de afdøde soldater til en billig pris, hvis der sker en forudbetaling. Den smarte løjtnant bliver gift ind i en rig familie og han  laver et firma, der flytter de soldater, der er begravet under krigen i små kirkegårde, sammen i større nationale kirkegårde. Han benytter sig bl.a. af kister på 1,30 m, da de er billigere at fremstille.

Den ene af de to soldater har fået skudt det halve af hovedet skudt af, men vil ikke have en protese. Han får den anden soldat, hvis liv han har reddet, til at skaffe sig en ny identitet, for han vil ikke tilbage til sin familie, der består af den pige som løjtnanten gifter sig med og faderen, som han har været i evig konflikt med.

Vi har altså en roman, der handler om krigen, om de sociale forhold, om følelser i kærlighedsforhold og i en far-søn strid. Det hele er skildret i små episoder, hvor vi har en konstant spænding omkring forløbet, men samtidig er skildringen af tiden så veldokumenteret og på mange måder afslørende, at det også fanger én dybt.

Jeg vil ikke afsløre mere om bogen end dette, for den skal I læse!!

Albin Michel, 2013

Der er her et link til et uddrag, en oplæsning, interview med forfatteren mm.

Le Prince Consort Henrik de Danemark: La part des anges
Den Franske Bogcafes Forlag
2013


Først en stor ros til forlaget for at ville udgive denne digtsamling og derefter tak for den dejlige oplevelse det er at læse denne lille, udsøgte samling af prinsens digte.

Der er i alt 33 digte, der præsenterer en række metriske former og genrer, der alle er smukt behersket. Der er arbejdet meget med det stilistiske,og det bærer frugt.

På det indholdsmæssige plan er det store temaer som kærlighed, liv-død, natur, menneskeskæbner, og fælles for alle er den dybe evne til at skue detaljen i det flagrende liv.

Cherchons l'essentiel,
Cueillons les simples bonheurs
sans fausses et artificielles couleurs.

som det så smukt lyder i det sidste digt i samlingen: Sage vieillesse.

Dejligt at det ikke kun var englende der fik mulighed for at læse disse digte!

Marie Darrieussecq: Il faut beaucoup aimer les hommes blev i år tildelt le prix Médicis, og det var fuldt fortjent!
Det er historien om en fransk skuespillerinde, Solange, bosat i den finere del af Hollywood, der ved en fest hos George (Clooney), hvor de kendte er til stede, pludselig rammes i sit inderste, da Kouhouesso, en stor flot sort mand, kommer ind i rummet.
Hun bliver grebet af en lidenskab, der får hende til at leve og ånde for Kouhouesso. Vi følger de forskellige faser i deres forhold, hvor hun er den udfarende kraft. Han er meget mere optaget af en stort filmprojekt: han vil filmatisere Joseph Conrads bog Au cœur des ténèbres (dansk titel Mørkets hjerte), og det skal foregå som i bogen i Congo. Det lykkes faktisk at få filmen financieret og optagelserne kan begynde, ikke i Congo, men i Cameroun, hvor Kouhouesso er født.
Bogen, der beskriver kvindens passion og hendes evige venten på et ord fra Kouhouesso, der ofte er væk i længere tid uden at give en lyd fra sig, handler selvfølgelig også om racisme: en hvid kvinde - en sort mand. Det er dog for Solange mere et forsøg på forståelse af, hvordan man kan erkende og forstå en fremmed. både kulturelt og religiøst.
Bogen skildrer glimrende en kvindes angst og begær efter det maskuline, men samtidig også de roller, som vi påduttes eller selv antager. Det er en skildring af Hollywood, der kun er masker, men også i den sidste tredjedel, hvor vi følger filmatiseringen i Afrika, et indtrængende billede af et andet Afrika end det mange forestiller sig. Her bliver det ovenikøbet politisk med inddragelse af en tale af Sarkozy.
En bog der har optaget mig meget, bestemt værd at kaste sig over. Men tag ikke fejl af overskriften. Hele citatet fra Marguerite Duras lyder: « Il faut beaucoup aimer les hommes. Beaucoup, beaucoup. Beaucoup les aimer pour les aimer. Sans cela ce n'est pas possible, on ne peut pas les supporter. »

Hør forfatteren læse lidt op fra bogen. http://www.youtube.com/watch?v=L-nk3cPfzec

Edition P.O.L, 2013

En bog med mange korte afsnit, hvor vi gennem en lille piges tanker får afdækket en lidt grum skæbne.
Den unge pige omtales som "la petite" og vi er ikke helt klar over, hvad hun egentlig hedder, men nærmere hvad hun gerne ville hedde.

Et stort tab i hendes barndom er at miste bedstemoren, der har betydet meget for hende.

Det er gennem barnets iagttagelser, hendes fantasi og barnlige spørgsmål til en ofte absurd verden, der holder én fanget gennem de små afsnit. Vi føres langsomt rundt i hendes verden, der efter bedstemorens død, ikke har været præg af den store omsorg fra forældrenes side.

Meget skarpt skrevet med overraskende billeder og et sprog der trods sin kortfattethed rummer et helt univers.
Bestemt værd at kaste sig over.

En roman der fører én rundt i Frankrig, i kunst og i litteratur. Vi er blandt andet i Paris, ved Loire, i Provence og hvert sted giver nye vinkler på bogens tema: ser vi i dag kun stjernerne som lys på skærmen og ikke det der er bag, det metafysiske, det usigelige, det religiøse.
Romanens tre personer vender det moderne ryggen og søger trøst i kunst og litteratur. Forfatteren Marcile, vennen og forlæggeren Victor der begge er omkring 60 samt Claire, en smuk og intellektuel kvinde omkring 40 år gammel, danner de tre musketerer, der afsøger Frankrig for at finde den sjæl som de mener er forsvundet. Claire er betaget af Macile, og binder ham til sig i et slave-herre forhold, hvor hun er slave af egen vilje. Det er ikke kun et erotisk mønster, men snarere et fællesskab for at modstå det tab af dybde og overfladiskhed der karakteriserer vor tid.
Man skal have sin kunsthistorie, litteraturhistorie og kort over Frankrig i nærheden, når man læser denne roman, men efterhånden bliver man grebet i denne søgen efter et mål i tilværelsen. Det er ikke penge, sex eller en glemsel af fortiden, snarere tværtimod.
Personerne har rødder og dybde, de har et mål, et krav og en moral og æstetik, der fanger. Vor tids stereotyper med feminisme, penge og overfladiskhed får en barsk behandling, men alligevel er det personer der kommer os ved og som rummer en del af os.
Stjernehimlen er af Vincent van Gogh.
L’avant-dernier soir il a voulu que nous allions à Arles pour retrouver l’endroit où Van Gogh a pu peindre sa nuit étoilée. Une fête foraine occupe la place Lamartine, des caravanes encombrent le quai mais les étoiles sont là. « Dieu était juste derrière. Quand il l’a perdu de vue, il n’y avait plus que des corbeaux sur le champ de blé, à Auvers. »

Kan anbefales at læse, men tag tid til det.
Plon, 2013

Petites Scènes Capitales af Sylvie Germain er blandt de bedste romaner ved la rentrée 2013. Sylvie Germain har allerede et langt forfatterskab bag sig og er blandt favoritterne til flere af årets store priser med denne roman om et barn Lili/Barbara (har to fornavne der bruges i forskellige sammenhænge) forladt af sin mor i en alder af 11 måneder. Hendes liv i en familie sammensat af 5 børn af forskellige forældre: en far der er forælder til pigen Lili og mor der med forskellige fædre har 3 piger og en dreng.
Det er især Lili/Barbara vi følger fra barn i 50'erne over studenteroprøret i 68 til hun er voksen og ældre i vort århundrede.
Der er i alt 49 vigtige scener som vi præsenteres for. Den første er hvor Lili præsenteres af et billede med sin mor som hendes bedstemor viser hende og spørger: Hvem er det? , mens hun peger på barnet . Det er det eneste billede Lili har set af sin mor, og hvor hun her kan svare Lili. Senere i livet får hun meget sværere at svare på, hvem hun er, og hun mangler én at være knyttet til.
Lili er meget usikker på sig selv og bliver en genert og sky pige, der først i familien og senere i livet holder sig i baggrunden.
Bogen fortæller på en realistisk og samtidig poetisk måde om familiens liv og Lilis forsøg på at skabe en selvtillid og få en forståelse af verden og livet. Naturens gang bliver nøglen til en forståelse af sig selv.
Der er en melankolsk og nostalgisk stemning, men samtidig en poetisk skønhed i denne roman, der gennem personernes skæbner fint skildrer perioden fra 2. verdenskrig til i dag.

Sylvie Germain: Petites scènes capitales
Albin Michel, 2013

En af de tegneserier jeg trofast følger er René Pétillons bøger om Palmer, den lidt enfoldige detektiv, der må være inspireret af Humphrey Bogert og Columbo.
Et af de bedste albums L'Enquête corse er endda blevet filmatiseret som spillefilm på glimrende vis.
Som titlen siger er Palmer nu i Bretagne, denne gang som livvagt for en milliardær. Solange Pommeraie er en overklassekvinde der af pengemangel vil lave et bedrag. Hun har samlet et  jet-set på sin ø ved Bretagne og prøver at manipulere to millardærer, der begge tror at de er kunstkendere og er samtidig indbyrdes rivaler. De skal overbyde hinanden for at få et moderne kunstværk, som er Solanges sidste værdigenstand.  Billedet forestiller ikke rigtigt noget, men er blot et antal streger på et lærred.
I første omgang går alt godt med svindlen, mens Palmer er uheldig og bliver sat af på en klippe, hvor han ikke kan reddes fra på grund af højvande.. Han bliver fyret som livvagt, men senere er det til hans fordel at se det hele lidt på afstand..
Maleriet skændes, der bliver én myrdet og så kører historien.
Der er mange hug til det pænere borgerskab, pressen, TV og såkaldte kunsteksperter, men der er en klar kærlighed til de tilstedeværende bretoner. De er ikke sådan at imponere!
Dejlige hurtige tegninger med masser af detaljer, gode og sjove replikker, en god gang bretonsk og vores stakkels Palmer bliver helt.
Kan anbefales.

Palmer en Bretagne, par René Pétillon. Ed. Dargaud, 48 p., 2013

Denne lange titel dækker over en debutroman af de mere specielle. Det er en meget morsom bog, men er samtidig en række kritiske nedslag i vores vestlige samfund, herunder specielt vores behandling af "les immigrés", der søger til dette materialistiske samfund som Vesteuropa er.
Det hele starter i en taxa fra Roissy, hvor en indisk herre beder om at blive kørt til IKEA. Taxachaufføren snyder ham ved at køre til IKEA Sud, men bliver selv taget ved næsen, da Ajatashatru Lavash Patel, der er fakir/tryllekunstner/svindler mm, bealer ham med en falsk 100€-seddel, som han via en skjult snor trækker til sig igen.
Lavash er i Paris for at købe en speciel fakirseng som kun fås hos IKEA. Han kan dog først få den dagen efter, så han beslutter sig for at sove i et af IKEAs møbelarrangementer, og så starter historien ellers..
Vi kommer rundt i adskillige lande, følger den uheldige Lavash, der rejser i et skab, en flykabine til rejsegods, en kuffert mm. Her skriver han i øvrigt en selvbiografisk roman på sin skjorte med blyanten fra IKEA. Vi får således en roman i romanen!
I Rom møder han Sophie Morceaux, der bliver hans skytsengel og hjælper med at finde en forlægger til hans roman. Alt går dog ikke lige let, da taxachaufføren han snød i Paris er sigøjner og forfølger ham med hele sin store sigøjnerfamilie. Han er desuden blevet forelsket i en pariserinde han mødte i IKEA, hvordan kan han møde hende igen? Lyder det indviklet? Ja, det er det også, men sjovt.
Stilen er ret speciel og vi får hele tiden hjælp fra fortælleren f.eks hvordan vi skal udtale inderens navn: Prononcez: J'attache ta charrue, la vache eller Achète un chat roux eller J'ai un de shorts à trous. Helten kommer i øvrigt fra Kishanyogoor (pronocez: Quiche au yoghourt). Blot et par eksempler på opfindsomheden.
Det store tema er rejsen og den åbenhed og nysgerrighed der præger hovedpersonen ved mødet med noget andet end det vante. Det er hans "electrochocs". Han opdager at folk han ikke kender faktisk kan være åbne og hjælpsomme, hvor han selv har været vant til at snyde og bedrage alle han kunne. Han vil være et nyt menneske! men det er ikke nemt.
Det er en fantastisk debutroman, som griber én fra starten af. Den er velskrevet, opfindsom, morsom, men også en roman der borer sig ned under vores glatte overflade og stiller spørgsmålet om vi virkelig er så åbne som vi tror.
En roman man bør læse og huske på under det kommende besøg i IKEA, for så bliver det nok lidt sjovere.

Le Dilettante, 2013

Anna Gavalda ligger øverst på hitlisten med sin nye roman: Billie, så den følte jeg, at jeg måtte læse den, selv om jeg ikke er nogen decideret fan af hendes seneste værker.
Men dette er dog den værste bog af hende jeg har læst. Den særdeles nuttede forside kan få enhever til at studse, er det en børnebog. Når man går i gang med læsningen bliver man hurtig klar over, at den ikke er for børn, hvis man tæller antallat af bandeord.
Det handler om en ung pige Billie og hendes homoseksuelle ven Franck, der ved et uheld er styrtet ned i en afgrund under en udflugt i Cevennerne. Hun tror, at han er døden nær, og hele natten tilbringer hun med at tale til en stjerne om deres opvækst. Det er i et sprog der skal afspejle hendes opvækt i en sigøjneragtig lejr. Moderen er stukket af og faderen drikker. Franck kommer fra lidt bedre kår, men har en far der er sur på alle og en mor der er psykisk ustabil. Disse to unge kommer hinanden nærmere, da de for klassen skal spille en scene fra Mussets On ne badine pas avec l'amour.
Billie fortæller i et sprog der indeholder alle slangsprogets værste gloser, men kan samtidig udtale sig formfuldendt og sammenhængende. Det virker underligt og Gavalda er slet ikke i stand til at fuldføre det. Det virker dybt utroværdigt og dillettantisk (jvf navn på forlaget).
Det hele ender skam lykkeligt som al triviallitteratur. Mit bedste råd er ikke at bruge tid på at læse dette dybt mislykkede værk. Mit eksemplar er billigt til salg, hvis I ikke kan lade være.

Anna Gavalda: Billie : Le Dilettante, 2013

Pauline Guéna har udgivet nogle få romaner, men hendes nyeste skal man lægge mærke til. Que de l'oubli er en roman om syv skæbner i moderne tider, der virker som en skildring af vor tid. Der optræder dog en oversvømmelse af Paris, der ødelægger store dele af hovedstaden.
De syv hovedpersonernes skæbne er sat ind i en række kapitler, hvor vi følger disse. Det er ikke kronologisk, men udgangspunktet er tre piger fra et gymnasium.
Starten er voldsom med Gabriel der er udstationet som soldat i Afghanistan og som bliver invalideret af en vejbombe. Derefter følger vi de andre hovedpersonernes liv i vigtige perioder i deres liv. Der hvor de skal træffe et valg. Géraldine. Gabriels mor, forsøger at skabe den perfekte familie, men ender i krise efter skilsmisse fra Mark, der forsøger at holde sig evig ung. Alex, Marks ven, der uden held vil skrive en historisk bog. Alice, Marks søster, der efter et forgæves forsøg på at skabe sig en karriere og et uventet barn, flytter til et hus i bjergene. Emma, der er veninden med Alice, der flygter til USA og skaber sig et liv der efter hendes veninden dør af kræft.
Bogen drejer sig om store temaer i et meneskes liv: krig, moderskab, kærlighed, venskab, ensomhed, invaliditet. Intet holder sig på overfladen, vi kommer dybt ind i personerne og de undertiden dystre temaer.
Stilen skifter i forhold til de enkelte personer, men er hele tiden meget filmisk, kortfattet og præces.
Det er ikke en roman man glemmer, for man forsøger hele tiden at holde personerne fast og følge det mønster som de viser.
En bog der holder én fanget lang tid efter man har lagt den fra sig.

Edition Robert Laffont 2013
Se også: http://www.babelio.com/livres/Guena-Que-de-loubli/502345

Nr. 35 af Astérix-albummerne er udkommet 24/10-13 og denne gang med ny tegner (Didier Conrad) og ny forfatter (Jean-Yves Ferri) og resultatet er særdeles godt.
Vi følger vore helte på en dannelsesrejse til la Pictie (Skotland) med Mac Oloch, der har været ude for at være blevet smidt i havet og er endt som en isblok hos vore galliske venner.
Der er mange meget sjove ordspil i teksten og brug af det skotske Mac. Historien i sig selv er meget underholdende og tegningerne er af høj standard med stor sans for detaljer.
Vi møder også en sending romere med Taglabribus i spidsen, de gode gamle pirater og en sjov udgave af Lochness-uhyret. Der er også bidende kommentarer til nutidens Frankrig og et vink til skotternes løsrivelse fra England.
Skynd jer at få fat i albummet.

Le Point har udsendt et nummer Hors Série: Astérix - La Saga, der også er spændende

Amélie Nothomb vender i denne bog tilbage til Japan, her foranlediget af at et fransk TV-hold vil filme hende i mødet med hendes fortid i Japan.
Det bliver til at bevæget møde med barnepigen Nishio-san og kæresten Rinri, som hun sidst skrev om i Ni d'Ève ni d'Adam.
Bogen er skrevet med stor åbenhed og vi kommer langt i Amélie Nothombs peersonlige verden som man har fulgt bl.a. fra Stupeur et tremblements. Vi ser også hvordan det føles at være overvåget af kameraer, når de inderste følelser bryder løs. Bevægende læsning.