Philippe Claudel: L'ARBRE DU PAYS TORAJA - Bøger jeg har læst - Fransklisten

Aller au contenu

Philippe Claudel: L'ARBRE DU PAYS TORAJA

Fransklisten
Publié par dans Franske bøger ·
En ny roman af Philippe Claudel er altid en begivenhed, og det er det også denne gang!
På øen Sulawesi har fortælleren mødt Toraja-folket, som har en meget speciel begravelse af børn. I et specielt træ lægger de døde børn ind i en hulning, når træet vokser op, lukkes hullet langsomt, og efterhåndet kommer det døde barn tættere op mod himlen. Folket har således døden tæt på sig hele tiden.

I det hele taget er dette en roman om livet og døden, om opvækst og forfald, om de afdøde og de levende, om virkelighed og drøm.

Fortælleren der er er filminstruktør i 50'erne, lever et liv med sin eks-kone, hvor de ses på et hotel en gang imellem og stadigvæk har et tæt forhold, men han kommer nu tæt på en ung kvindelig læge, da han er ved at spørge om, hvad der betinger, at sygdomme opstå,r og hvad forfaldet består i. Svaret fra lægen er, at vi i ungdommen lever med vores krop, men som tiden går bliver kroppen mere en fjende end en ven, og derved kan sygdom opstå. For fortælleren er det en ny vinkel, for han er i dyb sorg over tabet af en ven Eugène, der er død en tidlig død af kræft.

Fortælleren arbejder på et filmmanuskript "La fabrique intérieure", der handler om, hvordan vi gemmer på minder om de afdøde. Fabrikken er et sted, hvor vi mindes og får afdøde til at genopstå i mindet. Men fabrikken er også udgangspunktet for hans film, som bekræfter livet. For at modvirke den følelse af, at livet er bare noget der passerer uden at bevare noget af os.

Vi skal som Toraja-folket leve med døden, men ikke som endegyldigt mål. Hvordan når vi den højeste grad af liv? Er der tilstande, hvor vi er mere eller mindre levende? Det er store spørgsmål, som bogen stiller. Der er også sindstilstande og følelser, der kan løfte os ud af dødens greb. Der er venskab, og der er kærlighed, som romanen giver eksempler på. Der er kunst og kunstnere, der er med til at forme os indirekte.

Skrevet på en intens og følelsesfuld måde, hvor vi følger den 50-årige på et tidspunkt, hvor ungdommen er slut, men skal man give op af den grund?

Stor litteratur og kilde til overvejelser, en bog jeg hurtigt skal læse igen, for den er dyb og indtrængende på en måde, man ikke kan afvise eller glemme.

Stock, 2016




Aucun commentaire


Retourner au contenu