Frédéric Viguier: Ressources inhumaines

Bogen er i to dele, hvor vi følger en kvinde "elle" på hendes arbejdsplads i et hypermarché, først som stagiaire, hvor hun rimeligt hurtigt bliver chef de secteur textile og 20 år efter stadig som chef de secteur, men nu i en truet position.

Vi får præsenteret arbejdsstedet med nedladende ledere, mistro, frygt, intriger og et system, der ikke just kalder det bedste frem i folk. "Elle" er i starten et ungt menneske, der ikke synes, at hun har et indhold, hun er en tom kuvert, som der skal hældes noget i. Det lykkes for hende på arbejdet, at få opbygget et billede af sig selv, men indeni er hun stadigvæk helt tom.

Hun går i seng med en af mellemlederne, og det giver hende en vis styrke, for han hjælper hende i vanskelige situationer, selv om han er blevet forflyttet. Hun tjener pænt, får en ny bil og bolig, men har ellers intet socialt liv bortset fra hendes forældre, for hun ved godt, at hun er tom indeni. Hun skriver en form for dagbog, og efter de 20 år er hun egentlig tilfreds med sig selv. Selv om hun er "en anden" end den folk tror, sørger hun altid for ikke at afsløre sig.

Anden del af bogen bliver ret dramatisk, da en ung stagiaire begynder at vende op og ned på hendes arbejdsplads og hendes privatliv, men det vil jeg ikke afsløre her.

Det er en meget skarp og skånselsløs beskrivelse af et hierarkisk system uden nåde for dem er er de nederste eller på et niveau under en. Fortælleren lægger ikke fingrene imellem og analyserer klart forholdene. Et tema der er oppe i tiden er netop arbejdspladsen og udnyttelsen af folk. Ret ubehagelig læsning, for det virker meget realistisk.

Kan anbefales.

Albim Michel, 2015