Alain Jaubert: Au bord de la mer violette

Forestil jer at Joseph Conrad og Arthur Rimbaud har truffet hinanden på havnen i Marseille i 1875.
Det er hvad Alain Jaubert tager som udgangspunkt i sin roman  Au bord de la mer violette, og det er spændende, hvad det medfører.
De to mødes på havnen i Marseille og forstår straks, at de som unge har en fælles lidenskab for at rejse og være eventyrer. De vil være den nye Odysseus.
Der er meget i de to forfatteres liv, der minder om hinanden, og det får vi udspillet i de skildringer, som vi får af deres liv i bogen.
Det er spændende at følge Rimbaud fra barndom til hans tragiske skæbne og død i Marseille. Hans farvel til litteraturen og et liv med illegale foretagender i Afrika til hans ophold som krøbling på et hospital i Marseille. Her følger vi hans drømme og mareridt.
Conrad lever langt ind i det 20. århundrede, men også hans drøm følger vi verden rundt og også i Afrika. Han bliver mere og mere desillusioneret og har svært ved at tro på mennesket. Vi følger bl.a. hans besøg på slagmarkerne i nordfrankrig efter 1. Verdenskrig, hvor hans søn deltager. Ikke lystig læsning.
Han vender oså tilbage til havnen i Marseille og tager sit liv op til overvejelse. Han er nu uden de drømme og længsel, som han havde som ung. Drømmen må nu udleves som forfatter. Han har hele livet ledt efter det lille notat som Rimbaud havde noteret, og endelig husker han det, da han i et syn ser Rimbaud komme ned af Canebière:
Elle est retrouvée !
Quoi ? L'éternité.
C'est la mer mêlée
Au soleil...
Begge skæbner er meget spændende beskrevet, og vi får samtidig tegnet et billedet af tiden 1870 - 1920, der jo er en overgangstid til det moderne samfund på godt og ondt. Marseille spiller en væsentlig rolle, som byen hvorfra alt er muligt.
Bogen er skrevet meget deltaljeret og med et væld af detaljer omkring det maritime, men samtidig får man to parallelle historier, der belyser samtiden. Værd at læse.
Gallimard, 2013